Leipzig fik store klø af United, men målforskellen viste ikke den reelle forskel, mener Yussuf Poulsen.

Den danske landsholdsspiller Yussuf Poulsen spillede alle 90 minutter, da RB Leipzig onsdag aften fik ørerne i maskinen ude mod Manchester United.

På en stærk afslutning hev englænderne en stærk sejr på hele 5-0 i land.

Indtil kampens 74. minut kunne de tyske gæster stadig lugte blod. Der stod det nemlig kun 1-0 til United, men det ændrede sig drastisk derefter.

Ifølge Yussuf Poulsen er resultatet dog ikke retvisende for kampbilledet.

- Resultatet er en smule unfair, for jeg synes ikke, at forskellen på holdene var så voldsom, siger danskeren til klubbens twitterprofil.

- Af en eller anden grund kollapsede vi ved 2-0 og stoppede med at forsvare. Og så udnyttede United vores fejl.

Den gamle tese om tysk effektivitet var ikke spore på Old Trafford onsdag aften, hvor Leipzig faktisk havde bolden 55 procent af tiden.

Til gengæld hed antallet af skud inden for målrammen 8-2 i hjemmeholdets favør.

- Vi havde faktisk bolden meget, men vi skabte ikke chancer nok med den. United var rigtig gode, det må vi anerkende. Vi gør det bedre i næste kamp, lyder det fra Yussuf Poulsen.

Mason Greenwood åbnede scoringen midt i første halvleg, mens et hattrick af indskiftede Rashford og en straffesparksscoring af Anthony Martial sørgede for storsejren på et kvarters tid sidst i kampen.

Leipzigs næste opgave i Champions League bliver i egen hule, hvor sidste sæsons finalister fra Paris Saint-Germain kommer på besøg.

/ritzau/