Kollaps. Når man falder sammen fysisk eller psykisk på grund af træthed, overanstrengelse eller modgang. Sådan lyder definitionen i følge den danske ordbog på kollaps, og i den sammenhæng kunne man med rette tilføje FC Københavns første halvleg mod Club Brugge i aftes som præmieeksemplet på det totale kollaps. For sådan var det, FCK blev nedbrudt og derefter ydmyget på eget græs. 0-4  var outputtet efter 90 minutter.

Første halvleg udviklede sig på den værst tænkelige måde for FC København. Godt nok havde hjemmeholdet det meste af spillet, men FCK evnede ikke at omsætte spilovertag til chancer eller mål. Club Brugge var derimod fremagende til at spille sig igennem københavnernes kæder. Gang på gang kombinerede belgierne sig igennem nærmest efter behag, og det gik da også hurtigt helt galt.

Det begyndte allerede efter blot syv minutter, da israeleren Lior Refaelov nemt kunne få lov til at sparke bolden fladt forbi Stephan Andersen i målet. Den scoring skabte en naturlig ro i Club Brugges spil, mens FCK modsat skulle forcere, og den disciplin magtede FC København absolut ikke.
Opgøret i Parken var et, FCK skulle vinde, hvis mulighederne for videre avancement fra gruppen, og i jagten på det resultat faldt det danske mandskab sammen.

Efter en halv times spil blev bolden slået op på Tom De Sutter, der fornemt headede den ned for fødderne af Refaelov, som stensikkert sparkede kuglen i nettaget. Og ham Refaelov kom alle tilskuerne i Parken til at lære meget bedre at kende, for da der var gået 36 minutter, havde Refaelov fået sikret sig sit hattrick og en 3-0 føring til gæsterne.

Faktisk kunne det belgiske hold snildt have ført med mere, og det var ikke langt fra et sammenbrud i Gorica-klassen. Her tænkes på den kamp for nu 10 år siden, da FC København også kollapsede og tabte 0-5 til NK Gorica fra Slovenien i Parken i Champions League-kvalifikationen. Helt derop, eller ned om  man vil, nåede FCK dog ikke i aftes, men næsten. Mest af alt på Club Brugges nåde, for efter blot et kvarter af anden halvleg stod den 4-0, og med større lyst til fortsætte sit pres og kvikke kombinationsspil havde belgierne også scoret flere mål.

Nu blev det ved de fire. Det er slemt nok, og FC København er tæt på at være færdige i Europa League. Det kræver, at FCK som minimum vinder deres to resterende kampe mod Torino og HJK Helsinki, men som holdet præsterer for tiden, så er det utopi at forstille sig, at de evner at sikre sig seks point. Alt peger i retning af europæisk exit, og at alt nu drejer sig om Superligaen, hvor der i øvrigt også er rigeligt at se til.