En ren og skær ydmygelse af FC Nordsjælland skete søndag eftermiddag på DS Arena i Hobro, en ydmygelse der samtidig kostede dyrt.

For FC Nordsjælland mister med 4-0 nederlaget til Hobro for første gang førstepladsen siden tredje spillerunde, og da TV-pengene fordeles efter denne runde, så blev det en dyr dag for nordsjællænderne ikke at præstere på.

De tre point, som glippede, sender FCN’erne ned på en andenplads og dermed 1,7 millioner kroner fattigere, end hvis de havde vundet.

SE BTs DOM OVER HOBRO OG FC NORDSJÆLLAND HER.

I kontrast til Nordsjællands store tab, var de lykkelige for sejren i Hobro-lejren. Ikke nok med at både spillere og trænere mente, at det var sæsonens bedste kamp, så slutter Hobro også på en fornem fjerdeplads før, at TV-pengene fordeles.

»Stor ros til alle spillerne, de kæmper stenhårdt til træning og kamp, og derfor ligger vi, hvor vi gør. Det havde vi bestemt ikke regnet med, og det er da ingen hemmelighed, at vi havde budgetteret langt lavere, end en fjerdeplads på nuværende tidspunkt,« siger sportschef i Hobro Jens Hammer med henvisning til de ekstra penge, der ryger i kassen hos Hobro.

En fjerdeplads giver Hobro alene 2,6 millioner kroner, dertil kommer de penge, som klubben får fra det, der kaldes markedspuljen, kamppuljen og solidaritetspuljen. Alle forskellige puljer, der fordeler en slat af TV-pengene. Men det er dog ikke kronerne, der er det essentielle for Jens Hammer, selvom Hobro er det hold i Superligaen, der opererer med det tredje mindste budget.

»I bund og grund er det vigtigste for os ikke pengene, men det er, at vi har et godt fodboldhold,« siger han.

Kampen på DS Arena bød foruden en masse mål, drama og underholdning også på en udbygning af en fornem rekord. Mål-Pål, eller Pål Alexander Kirkevold som hans rigtige navn er, formåede nemlig for 10. gang i træk at skyde sig på måltavlen. Dermed udbygger Hobros norske angriber sin egen rekord for flest mål i Superligaen.

»Jeg er dybt imponeret af Kirkevold. Vi står oppe i lougen i dag på DS Arena, hvor vi har forberedt en fejring af ham med bannere, opdækning og så videre. Hans forældre er på stadion i dag for at fejre ham også. Jeg er stolt af, at vi har en spiller, der har slået koryfæer som Peter Madsen og Ebbe Sand,« siger Jens Hammer.

Kirkevold selv var også glad for at kunne udbygge sin rekord, men han gav også en stor cadeau til sit hold.

»Vi vinder vores duelspil i dag og kombinationerne lykkes. Vi spiller nok sæsonens bedste kamp, så stor ros til holdet. Mit ben er brandvarmt for tiden, det må køles ned,« sagde en spøgefuld Kirkevold.

Også Hobro-træner Thomas Thomasberg var enig i, at der ikke er set bedre fra Hobro-holdet i denne sæson.

Men selvom Kirkevolds ben er brandvarme for tiden, så lyder det dog ikke til, at Jens Hammer vil forhaste sig med at forlænge angriberens kontrakt til trods for, at den udløber til sommer.

»Nu spiller vi lige efterårskampene færdigt, før vi begynder at kigge på hans kontrakt. Vi vil gerne give Kirkevold lidt ro og lade ham fortsætte sin stime, så jeg regner med, at vi sætter os ned til december og forhandler,« siger Jens Hammer.

4-0 resultatet, ydmygelsen og tabet af førstepladsen faldt langt fra i god jord hos FCN-træner Kasper Hujlmand, der dog gav stor ros til Hobro.

»Vi spiller en rigtig dårlig kamp, og Hobro vinder fortjent. Vi mangler kvalitet i vores spil og falder stille og roligt fra hinanden, selvom vi er godt med i første halvleg. Jeg synes vores forsvarsspillere er dårlige i dag,« sagde Hjulmand.

Kirkevold får muligheden for at udbygge sin rekord en kamp mere, når Hobro næste søndag spiller ude mod SønderjydskE. FC Nordsjælland kan tage revanche, når de møder AGF ude på fredag.