Vilde luksusbiler, kæmpevillaer og dyre smykker.

At Cristiano Ronaldo er verdens bedst betalte atlet i det sidste årti er i den grad noget, der kan ses. Før nytår gav han så endnu et eksempel på, at bankkontoen bestemt ikke er ligesom alle andres. Det skete i forbindelse med en tur til Dubai.

Her var den portugisiske stjerne nemlig mødt op for at modtage prisen som årets mandlige fodboldspiller ved Dubai Globe Soccer Awards, og det var med lidt af et smykke på det venstre håndled.

Her bar han således et Rolex GMT-Master Ice-ur, der ifølge Daily Mail har en værdi af hele 3,3 millioner kroner.

Det var ikke ligefrem billige smykker, Cristiano Ronaldo havde på til ceremonien.
Det var ikke ligefrem billige smykker, Cristiano Ronaldo havde på til ceremonien. Foto: ALI HAIDER
Vis mere

Det er tilmed det dyreste Rolex-ur, der nogensinde er lavet og er af 18 karat hvidguld, mens det også er belagt med hundredvis af diamanter.

For blot at gøre det hele mere absurd, bar han på den ene finger en stor, gul forlovelsesring til en værdi af omkring 1,7 millioner kroner, mens han på ringefingeren bar en anden diamantring, der af Daily Mails ekspert bliver vurderet til cirka 435.000 danske kroner.

Dermed havde han til ceremonien smykker på til en samlet værdi af lige under 5,5 millioner kroner.

2019 var da også endnu et nyt godt år for Cristiano Ronaldo, der ifølge Forbes tjente omkring 718 millioner kroner, og derfor kommer det måske heller ikke som en overraskelse for nogen, at det dyre Rolex-ur slet ikke er det dyreste ur, han ejer.

Foto: ALI HAIDER
Vis mere

Ifølge det engelske medie har den 34-årige Juventus-angriber nemlig et meget sjældent Franck Muller-ur, der har en værdi af hele 1,2 millioner pund svarende til omkring 10,5 millioner danske kroner.

Ved prisoverrækkelsen i ørkenstaten blev Ronaldo også adspurgt, hvad han ville lave efter karrieren. Her svarede stjernen, at han gerne ville være skuespiller en dag.

Det varer dog nok lidt endnu, før en eventuel filmkarriere bliver aktuel for portugiseren.

I hvert fald var han i flyvende form, da han mandag lavede et hattrick i Juventus' 4-0 sejr over Cagliari.