FC Midtjylland-angriberen scorede efter kun otte sekunder, da han for første gang startede inde for Nigeria.

Paul Onuachus kun anden landskamp var knap nok gået i gang, førend FC Midtjylland-angriberen havde sendt bolden i nettet.

Der var således kun gået lidt over otte sekunder af tirsdagens testkamp mod Egypten, da Onuachu snuppede bolden for næsen af en egyptisk forsvarer og med en halvflugter fra kanten af feltet klaskede Nigeria foran 1-0 ved at sende bolden op i målhjørnet uden for målmand Mahmoud Abdelrehims rækkevidde.

Målet er Onuachus første for Nigerias landshold. Fredag spillede han sin første kamp for nationalmandskabet, da han blev skiftet ind med 25 minutter tilbage af en kvalifikationskamp til Africa Cup of Nations mod Seychellerne. En kamp, der blev vundet 3-1.

Tirsdagens kamp mod Egypten markerer derfor den tårnhøje angribers første plads i startopstillingen for nigerianerne, og landstrænerens tro på FCM-spilleren gav altså afkast med det samme.

Kampen begyndte klokken 18.

24-årige Paul Onuachu kom til FC Midtjylland som ungdomsspiller tilbage i sommeren 2012.

Han har siden spillet 172 kampe for førsteholdet og scoret 69 mål.

/ritzau/