Christian Eriksen får ophævet sin kontrakt i Wolfsburg.

Det oplyser den tyske klub på sin hjemmeside.

Kontrakten løb til sommeren 2027. Nu får Eriksen den ophævet, efter at han i juni kollapsede i en landskamp for Danmark i Odense.

Det har været Eriksens egen beslutning at stoppe, oplyser Wolfsburg.

- I denne særlige situation ønskede vi at give ham friheden til selv at træffe valget, og derfor har vi imødekommet hans ønske om at ophæve kontrakten, siger sportsdirektør Dieter Hecking.

- Christian har allerede oplevet og opnået meget i sin ekstraordinære karriere. Det er så meget desto mere imponerende, hvor åben, imødekommende og jordnær han har været i sin tid i Wolfsburg.

Det fremgår ikke af nyheden, hvad Christian Eriksens fremtid byder på. I første omgang slår han dog fast, at familien kommer først.

- Lige nu er det vigtigt for mig at være tæt på min familie i Danmark. Jeg er glad for, at vi har kunnet finde en løsning sammen, siger Christian Eriksen til Wolfsburgs hjemmeside.

- Min tid i Wolfsburg har været præget af både op- og nedture. Jeg ved, at klubben nu er i gode hænder i arbejdet med at vende tilbage til Bundesligaen, og jeg er overbevist om, at klubben har en succesfuld fremtid.

- Jeg vil gerne rette en stor tak til alle, der har støttet mig under min tid i VfL og i Wolfsburg. Det har været en stor fornøjelse at spille for jer, og jeg vil se tilbage på perioden med stor glæde, siger Eriksen.

Christian Eriksen kom til Wolfsburg for et år siden og har spillet 34 kampe for klubben. Han nåede at score tre mål og lave ni assister.

Wolfsburg rykkede i sidste sæson ned i den næstbedste tyske række.

Eriksen fik hjertestop under EM-slutrunden i 2021, hvorefter han fortsatte karrieren med en indopereret ICD. Den virkede efter hensigten, da han i juni kollapsede i testkampen mod Ukraine.

RITZAU