Knivoverfald i weekenden har efterladt Thomas Kahlenbergs holdkammerat hårdt såret

På Wolfsburgs egen hjemmeside skriver klubben, at deres 36-årige målmand André Lenz natten mellem lørdag og søndag er blevet stukket ned på et diskotek i byen.

Det tragiske uheld skal være sket, fordi Lenz forsøgte at bryde ind et opgør mellem andre gæster på diskoteket. Det gav ham og yderligere tre tilstedeværende flere stiksår, og Lenz blev hurtigt kørt til det lokale hospital, hvor han i nat var under operation.

Lenz var på diskoteket med en masse af sine holdkammerater fra Wolfsburg, hvor de fejrede, at sæsonen nu er overstået. Ingen af de andre var dog impliceret i episoden.

Klubbens direktør Dieter Hoeness siger i en pressemeddelelse:

- Vi er meget kede af det. Der mangler stadig detaljerede informationer om hændelsens forløb. Vi må vente på politiets redegørelse, og vi vil naturligvis samarbejde, så sagen hurtigt hurtigst muligt kan blive lukket. Da vi hørte, at André Lenz var kommet slemt til skade, blev vi selvfølgelig meget bekymrede.

- André er en meget respekteret spiller på holdet. Vi er naturligvis glade for, at han - ligesom de øvrige sårede tre - klarer sig godt under de givne omstændigheder. Det kunne være endt endnu værre.