Hvis ikke fodboldkvinderne trækker i spillertrøjerne mod svenskerne, kan det koste dyrt, mener Ulrik Wilbek.

Det kan få alvorlige konsekvenser for kvindefodbolden herhjemme, hvis det danske kvindelandshold ikke snører fodboldstøvlerne og møder kampklar op til fredags VM-kvalifikationskamp mod Sverige.

Sådan lyder vurderingen fra Ulrik Wilbek, der er tidligere træner for det danske kvindelandshold i håndbold.

»I værste fald kan Fifa (Det Internationale Fodboldforbund, red.) smide Danmark ud. Det har Fifa ret til, når man ikke stiller op til en kamp.«

»Og hvis de vælger at smide Danmark ud, jamen så kan det få den konsekvens, at Danmark heller ikke kommer med i EM-kvalifikationen. Og det vil i hvert fald i første omgang få den konsekvens, at man heller ikke kan kvalificere sig til OL,« siger han.

Kvinderne har kæmpet sig til flotte resultater og vandt tidligere på året EM-sølv, og det vil være ganske forfærdeligt, hvis spillerne udebliver fra de vigtige kampe, og taber det, de har, på gulvet, mener Ulrik Wilbek.

For lige nu har fodboldspillerne stor succes og medvind - både på græsset og i befolkningen, som hepper begejstret med på sidelinjen.

»Lige nu har de momentum. De har kvindefodbold-tilhængerne med sig. De har bjergtaget landet med den her andenplads ved europamesterskaberne.«

»Folk venter kun på, hvad det næste bliver. Og så kan man ende med en situation, hvor der ikke skal ske noget, og hvor man i stedet bliver bombet fem år tilbage på landsholdskortet,« lyder det fra den tidligere håndboldtræner.

/ritzau/