Hvem skal træne superliga-topholdet AaB, når cheftræner Morten Wieghorst til sommer har kontraktudløb?

Svaret blæser i vinden, og i en snak med B.T. fortæller sagens hovedperson, at parterne endnu ikke er begyndt at tale fremtid.

»Og det er heller ikke vigtigt for mig. For mig handler det om at præstere i dag på træningsbanen og forberede holdet til mandagens kamp i Horsens. Jeg har været en del år i gamet. Lige nu blæser der mange lune vinde mod os på grund af de gode resultater, men jeg ved også, at der efter et par nederlag let opstår negativ snak. Internt prøver vi at holde det stabilt, så vi ikke får de store følelsesmæssige udsving,« siger Morten Wieghorst med fast stemmeføring og tilføjer:

»Jeg nyder at være i AaB p.t. og vi har nogle mål, vi skal kæmpe os frem mod. Men hvad der står på mit program i 2019, er underordnet.«

Morten Wieghorst lægger ikke skjul på, at han betragter jobbet som fodboldtræner som ekstremt usikkert.

»Der er en indbygget risiko for at blive fyret i morgen. Derfor er det i denne branche svært at planlægge sin fremtid. Men jeg kunne på et tidspunkt godt tænke mig at komme til udlandet som træner igen. Jeg har tidligere været assistent (i Swansea City, red.), og da jeg var cirka 20 år, til jeg blev 30 år, spillede jeg i Skotland (Dundee FC og Celtic, red.). Det var interessant, og jeg ser mig også selv være en international person,« siger Morten Wieghorst.

Et gammelt ordsprog siger, at 'tabellen aldrig lyver'. Er du enig?

»Det vil altid være en subjektiv vurdering. Men med det program, vi har været igennem - mod nummer et, tre og fire fra sidste sæson - ville vi være nogle skarn, hvis ikke vi efter de første fem spillerunder var tilfredse med at have 12 point ligesom FC København på førstepladsen. Flere af vores kampe er blevet afgjort til sidst. Det er en kvalitet at have det mentale og fysiske overskud til at gøre det. Sådan har det i min tid i AaB ikke været hele vejen. Spillemæssigt har det virket for os er, at vi har været svære at skabe chancer mod, men vi skal helt klart have forbedret de offensive omstillinger og evnen til at fastholde spillet på modstandernes banehalvdel. Mod FC Nordsjælland forleden var vores pres på bolden ikke godt nok. Så det er disse ting, vi arbejder på at forbedre.«

Er der en speciel årsag til, at AaB har fået sin bedste start i Superligaen i 12 år?

»Vores optur tog allerede fart i forårets mesterskabsslutspil. Så det skyldes, at vi over en længere periode har forbedret os dag efter dag. Det eneste nye efter sommerferien har vel egentlig kun været, at vi i den daglige træning har færre spillere til rådighed.«

AaB's cheftræner, Morten Wieghorst ,giver gode råd til Frederik Børsting i superligakampen mod FC København tidligere på året.
AaB's cheftræner, Morten Wieghorst ,giver gode råd til Frederik Børsting i superligakampen mod FC København tidligere på året. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvad er AaB's målsætning for sæsonen?

»Det er fornuftigt at vente med en klar udmelding, til efter sommerens transfervindue er lukket. Men i AaB er vi ambitiøse. Så derfor vil vi rigtig gerne forbedre sidste sæsons femteplads. Konkurrencen er dog hård, eftersom de første ni superligahold går efter en placering i top-6. Målsætninger er gode at have, men for os er det vigtigere at have en klar strategi for, hvordan de bliver opnået.«

Hvad kommer der til at ske i AaB, inden transfervinduet lukker ned?

»Her ligger ansvaret hos sportsdirektøren. Så det er Allan Gaarde, der udtaler sig om den sag. Men vi har fået Philipp Ochs ind på en lejekontrakt, og spørgsmålet er, hvad der kommer til at ske med Edison Flores.«

Hvor kan setuppetet omkring AaB's bedste fodboldhold optimeres?

»Jeg kunne sagtens forestille mig, at man gjorde staben større og havde flere specialister til at hjælper spillerne endnu mere på vej. Men det er også et spørgsmål om økonomi, og det må man have respekt for.«

Kritikken af dig har siden din start i AaB i begyndelsen af sidste år blandt fans og medier indimellem været hård. Er det gået dig på?

»Jeg følger ikke med i, hvad andre mener om mig. Under den daglige træning følges vi sjældent af personer udefra. Så hvordan skal man kunne fortælle mig, hvad det er vi mangler? Jeg har respekt for folks meninger, men i måden, vi gør tingene i AaB, betyder det ikke noget. Og i øvrigt opfordrer jeg spillerne til ikke at læse for meget om, hvad folk siger om dem, da kritikerne ofte mangler forudsætninger for at fortælle os, hvad det er, vi skal. Da jeg selv var spiller, brugte jeg eventuel negativ kritik som benzin og motivation.«