Said Benrahma skifter fra Brentford til West Ham på en lejeaftale, der også indeholder en købsaftale.

Thomas Frank må for anden gang på lidt over en måned sige farvel til en af sine bedste spillere.

Said Benrahma skifter én London-klub ud med en anden og tager fra Brentford til Premier League-klubben West Ham på en lejeaftale. Handlen indeholder desuden en aftale om, at skiftet gøres permanent efter indeværende sæson.

Ifølge den engelske avis The Guardian betaler West Ham fem millioner pund - cirka 41 millioner kroner - for at leje 25-årige Benrahma, der mest gør sig som kantspiller.

West Ham har derefter forpligtet sig til at købe algerieren, for hvad der angiveligt svarer til lidt over 200 millioner kroner.

I starten af september skiftede sidste sæsons topscorer i Brentford, Ollie Watkins, også til Premier League, da han blev Aston Villa-spiller.

- Det er altid sørgeligt at sige farvel til topspillere og spillere, der også har en fantastisk mentalitet, og der vil aldrig være et godt tidspunkt for Said at skifte, men lige nu er det rette tidspunkt for ham at spille i Premier League, og jeg er glad på hans vegne, siger den danske Brentford-træner Thomas Frank på klubbens hjemmeside.

Said Benrahma kom til Brentford fra franske Nice i sommeren 2018. På lidt over to år nåede at han score 30 mål i 94 kampe for Brentford, der spiller i Englands næstbedste række, The Championship.

Mens det internationale transfervindue lukkede mandag i sidste uge, så har engelske klubber kunne handle indbyrdes til og med fredag.

/ritzau/