Jens Stages nye arbejdsgiver er på træningslejr i Østrig. Her har klubben på Twitter provokeret partiet FPÖ.

Den tyske fodboldklub Werder Bremen har vakt opsigt i Østrig under en træningstur til alpelandet.

Under opholdet i Zell am Ziller har fodboldklubben lagt et foto på Twitter af en bilanhænger tilhørende det østrigske højrefløjsparti FPÖ med teksten »Klare kante gegen Nazis«.

Det kan oversættes til »Klar afstand til nazister«.

I FPÖ vil politikerne dog ikke sammenlignes med nazister, hvilket har fået flere partimedlemmer til at harcelere mod den nordtyske traditionsklub, der er tilbage i Bundesligaen efter et år i den næstbedste række.

Lederen for FPÖ i Tirol, Markus Abwerzger, forlanger mandag en undskyldning inden for en uge.

»Det er en nedværdigelse af et demokratisk parti, der i de seneste årtier er blevet demokratisk forankret og har oplevet en stor vælgertilslutning,« siger Markus Abwerzger mandag ifølge avisen Die Welt til nyhedsbureauet APA.

FPÖ har flere gange været i regering i Østrig. Senest fra 2017 til 2019, hvor partiet indgik i en koalition med det konservative ÖVP.

Werder Bremen har for nylig hentet den danske midtbanespiller Jens Stage i FC København.

/ritzau/dpa