Arsenal har torsdag præsenteret backen Mathieu Debuchy, som var med Frankrig ved VM i Brasilien, hvor holdet nåede til kvartfinalen. Han er hentet i Newcastle. 

Debuchys nye manager, Arsene Wenger, kalder sin nye back for en kvalitetsspiller.

- Han har vist, at han kan levere på højeste niveau, både på sine klubhold og for Frankrig. Han er en kvalitetsback, som har Premier League-erfaring, og vi tror på, at han vil passe godt ind hos os, siger han til Arsenals hjemmeside. 

Selv glæder Mathieu Debuchy sig også til at spille for Arsenal i de kommende år.

- Jeg er meget stolt over at komme til en klub som Arsenal og bære deres farver. Det er en af de største klubber i hele verden.

- Jeg ser frem til at arbejde sammen med Arsene Wenger og hjælpe holdet med at bygge videre på sidste sæsons FA Cup-succes. Jeg vil gøre mit bedste for, at vi kommer til at vinde flere trofæer, siger den nye Arsenal-spiller.




Debuchy er hentet ind som direkte erstatning for en anden franskmand, nemlig Bakari Sagna, der er skiftet til Manchester City på en fri transfer.

Newcastle kom dog ikke til at lide under salget af Debuchy i lang tid. De har allerede hentet en erstatning. Det er den hollandske landsholdsspiller Daryl Janmaat, der er hentet i Æresdivisionsklubben Feyenoord.

Udover Debuchy har Arsenal også hentet Chiles Alexis Sanchez i transfervinduet denne sommer.