Arsenal var bagud mod Sunderland i FA Cup'en, men de forsvarende pokalmestre er videre til fjerde runde efter en sejr på 3-1.

»Det var en stor test for os, at vi viste, at vi kunne komme bagfra og få et resultat,« sagde manager Arsène Wenger efter kampen ifølge BBC.

Arsène Wenger har været i klubben siden 1996, og holdet er aldrig blevet slået ud i tredje runde under hans ledelse. 13 af kampene har Arsenal vundet, mens det fem gange er endt med, at Arsenal har måtte i omkamp for at gå videre.

»Man er altid lidt nervøs, uanset hvor længe man har været i dette game. Man ved aldrig, men vi slap med skrækken,« sagde Arsène Wenger efter sejren, der kom i hus efter 1-1 efter første halvleg.

Her var Sunderland kommet foran efter 17 minutters spil efter sjusket forsvarsspil af Arsenal. Kieran Gibbs lagde i en presset situation bolden bagud til Laurent Koscielny, hvorefter farnskmanden begik dødssynden ved at drible som bageste mand. Det udnyttede Sunderlands Jeremain Lens ved at tackle bolden fra ham, hvorefter hollænderen udplacerede Arsenals målmand, Petr Cech (med sort hjelmfarve).

Joel Campbell udlignede senere i første halvleg efter et indlæg fra Theo Walcott, og efter at begge hold havde testet træværkets holdbarhed, var det Arsenal, der kom i spidsen 18 minutter før tid.

Joel Campbell og Héctor Bellerin spillede et-to i Sunderlands straffesparksfelt. Til sidst endte bolden hos Aaron Ramsey midt for mål, og waliseren afsluttede på smuk vis angrebet ved at sende bolden forbi Sunderland-målmand Jordan Pickford med en inderside-afslutning.

Olivier Giroud lukkede tre minutter senere kampen med sit mål til 3-1.

»Erfaringen oppe foran hjalp os i dag. Alt i alt var det en god præstation fra vores side,« sagde Arsène Wenger.

Arsenal har vundet FA Cup-turneringen de to sidste år. I 2015 vandt slog holdet Aston Villa i finalen, mens det i 2014 blev til sejr på 3-2 over Hull i finalen efter forlænget spilletid.

Sidste nederlag i turneringen var i ottendedelsfinalen i 2013, hvor Blackburn slog Arsenal 1-0.

Forrige sæsons engelske mestre, Manchester City, er også klar til 4. runde efter en klar sejr på 3-0 ude over Norwich, mens West Bromwich Albion skal på den igen efter 2-2 hjemme mod Bristol City fra den næstbedste række.

Det eneste tilbageværende ikke-divisionshold i turneringen, Eastleigh, er stadig med efter 1-1 hjemme mod Bolton fra den næstbedste række.

Omkampene skal spilles om halvanden uge.