Watfords mascot' Harry the Hornet gjorde nar af Crystal Palaces Wilfried Zaha efter kampen mellem de to London-klubber 2. juledag. Mascotten smed sig foran Zaha, som forinden havde gult kort for at smide sig i straffesparksfeltet. Det fik Crystal Palaces nye manager Sam Allardyce til at kræve, at det engelske fodboldforbund FA tog affære og straffede den frække mascot.

Ifølge Daily Mail har FA ikke direkte indkaldt Hvepsen Harry til en samtale, men forbundet har taget kontakt til Watford og bedt klubben om at tage et alvorsord med den muntre maskot.

»Watford FC har mindet Harry the Hornet om hans opgaver, som inkluderer at fortsætte med at have det sjovt og underholde tilhængerne,« lyder det i en udtalelse fra klubben, som godt kan tolkes som om, at Watford i virkeligheden bakker hundrede procent op om hvepsens fald.

Der er i hvert fald ingen tvivl, om at maskotten både havde det sjovt og underholdt Watford-fansene, da han smed sig foran Zaha, der bedømt på hans reaktion tydeligvis havde noget sværere ved at se det sjove i situationen.

På Twitter ser det dog ud til, at Zaha har tilgivet hvepse-maskotten, der både får tomlen op og karakter for det kunstneriske indtryk:

Inden da havde Hvepsen, der siden 2009 udfyldes af Gareth Evans, fået opbakning på Twitter fra både kendte og ukendte fodbold-eksperter og fans med 90er-ikonerne Gary Lineker og Ian Wright i spidsen.

Maskotten, der har retweetet nogle af de tweets, der bakker ham op, gav efterfølgende udtryk for sin glæde på Twitter: