Cirka 20 minutter inde i den vanvittige 3-3-kamp mellem Lyngby og Brøndby, blev det meddelt, at VAR-systemet var ramt af teknisk uheld – og at opgøret skulle dømmes på den gammeldaws måde.

Kort efter blev Brøndby ramt af et direkte rødt kort til forsvarsspilleren Kevin Tshiembe i en situation, som normalt ville blive endevendt i VAR-rummet.

Og efter opgøret var Brøndby-spillerne dybt frustrerede over det tekniske koks.

»Det er en kæmpe joke, det ikke virker. Det er en skandale. Jeg ved ikke, om der blev trukket en ledning, eller hvad,« lød det hårdt fra Daniel Wass.

»Jeg glæder mig til at se formanden Jens Rohde (formanden for danske fodbolddommere, red.). Nu har han været ude at udtale sig om Jacob Neestrup. Så det bliver spændende, hvad formanden for dommerne skriver om det her,« lød det med lidt galgenhumor fra profilen.

Brøndbys dobbelte målscorer, hollandske Sean Klaiber, var i samme humør.

»For mig er det helt utroligt, at VAR ikke virker. For jeg mener, at der bliver begået et frispark på Rasmus Lauritsen inden det røde kort.« 

»Det er en joke. Det er det,« understregede hollænderen.

Brøndbys cheftræner var lidt mere diplomatisk.

»Efter at have set den igen, så synes jeg, at det er et hårdt rødt kort. Fra den vinkel, som jeg har set, ligner det ikke en forseelse, hvor det er oplagt, at han (Lyngbys Andri Gudjohnsen, red.) ellers løber ned i målet med bolden.

»Selvfølgelig er det da frustrerende, at VAR ikke kigger på den, men det er der ikke noget at gøre ved

Det er vel for dårligt, at VAR ikke virker i perioder af en Superligakamp?

»Jo, det vil I godt have, at jeg siger. Det synes I jo – og det synes jeg selvfølgelig også. Ærgerligt, at der ikke er styr på det«.

»Men det, der så var lidt mærkeligt, var, at vi så pludselig spiller med VAR igen senere i kampen,« lød det undrende fra Brøndby-træneren.