Valencia slog til mod Barcelona, der tabte for første gang med cheftræner Quique Setién i spidsen.

Valencia havde ikke vundet en eneste gang mod Barcelona i de seneste syv ligamøder, men den stime blev der sat en stopper for i lørdagens hjemmekamp på Mestalla.

Uruguayaneren Maxi Gomez var manden bag de to mål, der sørgede for, at Valencia vandt 2-0 over et tamt Barcelona-hold, der tabte for første gang under sin nye træner, Quique Setién.

- Jeg tror, at spillerne lige skal vænne sig til trænerstabens idéer. Der var gode elementer i kampen, men på andre områder skal vi forbedre os, siger midtbanespilleren Sergio Busquets ifølge Barcelonas Twitter-profil.

Den danske landsholdsspiller Daniel Wass spillede som sædvanlig hele kampen for Valencia.

Nederlaget til Barcelona betyder, at Primera Divisions førerhold bliver overhalet, hvis Real Madrid søndag får point mod Valladolid.

Valencia er på femtepladsen med et point op til Atlético Madrid, der har 35 point på fjerdepladsen, mens Sevilla er på tredjepladsen med 38 point efter 2-0-sejren hjemme over Granada.

Barcelona havde favoritværdigheden på sin side inden første fløjt, men kunne være klart bedst tilfreds med, at der ikke blev scoret i første halvleg.

Ganske vist havde catalonierne bolden mere end 70 procent af tiden, men det kastede ikke rigtig chancer af sig, hvis man ser bort fra et forkølet Lionel Messi-frispark.

Omvendt var Valencia-offensiven flere gange farlig, og hjemmeholdet burde være kommet foran på nogle af sine oplagte scoringsmuligheder.

Kampen var knap ti minutter gammel, da forsvarsgeneralen Gerard Pique begik straffespark.

Maxi Gomez sparkede hårdt, men i en god højde for Barcelona-keeper Marc-André ter Stegen, som klarede forsøget.

Lidt senere var Pique tæt på et selvmål, men igen forhindrede en hurtig tysk refleks på stregen en føring til hjemmeholdet.

Ter Stegen var alene ansvarlig for, at Barcelona ikke kom bagud før pausen. Efter en halv time viftede han et knaldhårdt Gomez-skud på overliggeren og kastede sig ned til returen fra Kévin Gameiro.

Valencia-spillerne gik frustrerede til pausen, men frustrationen blev vendt til glæde kort inde i anden halvleg.

Maxi Gomez fandt plads bagest i feltet, afsluttede og så sit forsøg stryge i mål via Jordi Albas hofte.

Målet fik Barcelona til at vågne en anelse op. Gæsterne spillede hurtigere, og Messi var blandt andet afsender på et par kvalificerede forsøg.

Med 20 minutter igen var argentineren tæt på at udligne på et hovedstød, men skarpheden manglede. Heller ikke et nærgående frispark fra Messi førte mål med sig.

Tæt på kunne Barcelona ikke bruge til noget, og i stedet afgjorde Gomez kampen ved at sparke fladt i modsatte hjørne til 2-0.

Barcelona led dermed sit fjerde nederlag i ligaen i sæsonen.

/ritzau/