På banen kører det ikke helt for skinner for landsholdsspilleren Daniel Wass.

Klubfremtiden i Atlético Madrid er usikker, mens pladsen på landsholdet synes usikker frem mod VM i november.

Men uden for banen er der anderledes medvind for 33-årige Wass.

Han er blandt de allerstørste investorer i fodboldappen InchByInch, som han har skudt penge i over flere omgang sammen med andre fodboldspillere. Og nu har firmaet lavet en større millionhandel med øje for yderligere vækst, skriver ITWatch.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det drejer sig konkret om et opkøb af det svenske firma Just Football, der tidligere er blevet vurderet til 58 millioner svenske kroner (cirka 40 millioner kroner, red.)

Appen giver blandt andet mulighed for brugerne at lære fodboldtricks fra professionelle fodboldspillere. Udover Wass er landsholdsspillere som Mikkel Damsgaard, Mathias Jensen og Joachim Andersen også nogle af dem, man kan lære af.

Firmaet er blandt andet stiftet af Wass' tidligere holdkammerat i Brøndby-tiden, Anders Randrup.

Wass har netop været en del af den landsholdstrup, der vandt tre ud af fire kampe i Nations League. Her spillede han i sejren over Frankrig og i nederlaget til Kroatien.

Flere Brøndby-fans drømmer om at se ham tilbage på Vestegnen denne sommer. Men senest er blandt andre Getafe blevet meldt interesseret i backen.