Da William Kvist blev udskiftet i Parken, valgte publikum at sende ham af sted med utilfredshed.

Normalt er William Kvist en af de spillere, der har allermest kredit i offentligheden. Her kvitteres der for midtbanespillerens lyst til at kommunikere og være åben. I aftes var kreditten tilsyneladende sluppet op.

- Det var ikke en top-dag på kontoret, men heller ikke en dårlig. En middeldag vil jeg sige, lyder det fra Kvist.

Fra tribunen kunne man klart høre, at publikum i Telia Parken mest hældte til, at det havde været en meget skidt dag. Da William Kvist blev udskiftet efter 74 minutter, lod de den vikarierende anfører vide, at de ikke var tilfredse.

Hørte du deres buh-råb?

- Nej, lød det kortfattede svar fra William Kvist, der til gengæld bed mærke i, at der blev råbt af medspillerne.

Se også de danske karakterer: William Kvist slagtes

- Jeg kan høre, at der er nogen, der buher, når vi spiller bolden tilbage. Jeg kan godt acceptere, at man ikke skal spille bolden tilbage unødigt, men det er ikke en dårlig ting at spille bolden tilbage. Det kan jo være fornuftigt at spille bolden til siden eller bagud, så det er underligt, at de buher, siger midtbanespilleren.

    

Som manden med ansvaret for at binde forsvar og midtbane sammen kom Kvist ud for store udfordringer i aftes. Han skulle dels holde godt øje med Armeniens farligste mand, Henrikh Mkhitaryan, og dels distribuere bolde fremad i en fart, så der kunne holdes et tungt pres på modstanderne. Det viste sig at være en vanskelig opgave for Kvist.

- Spillet kører ikke optimalt, men jeg synes ikke, vi spiller dårligt set i betragtning af, at de spiller med 10 mand på egen banehalvdel. Det var lidt et wakeup-call, da de scorer, derefter kører det egentligt. Måske de skulle have scoret tidligere, siger William Kvist med ironi i stemmen.

  

Udefra kunne man til tider godt have ønsket mere vildskab fra både Kvist og resten af hans kollegaer på banen. Anføreren mener dog ikke, Danmark burde have spillet meget anderledes.

- Vi forsøgte faktisk at slå to-tre lange afleveringer til Nicklas Bendtner, men det fik vi ikke så meget ud. Vi vidste dog, at hvis vi spillede meget, så ville de ikke have power til at stå imod hele vejen. Derfor kan det udefra godt se skidt ud, og man tænker, at vi bare skal komme i gang. Dermed bliver det også svært, for vi skal blive ved med at spille og bevare tålmodigheden.

Og hvad skal vi lægge i, at du bliver udskiftet?

- Hver gang vi er bagud, og vi skal frem og score, er det en mulighed at tage mig ud, for jeg scorer ikke de fleste mål. Derfor kommer Kahlenberg ind, og han scorer så. Det er en naturlig del af vores gameplan, siger William Kvist.