Lyt til artiklen

Verdensmesteren i fodbold, franske Benjamin Mendy, sidder lige nu på anklagebænken i en gruopvækkende sag.

Venstrebacken i Manchester er suspenderet og tiltalt for otte voldtægter, et seksuelt overfald og en voldtægt, som ikke blev gennemført. Han og en påstået medsammensvoren nægter sig begge skyldige.

Ifølge anklageren i sagen opførte de tiltalte sig blandt kvinderne som »rovdyr« og viste en »ubarmhjertig ligegladhed« med dem. De bragte en strøm af kvinder til deres hjem udelukkende for sex.

Og den strøm af kvinder, som blev bragt til franskmandens hjem, viser sig at være koloenorm. Benjamin Mendy fortalte nemlig et af sine påståede ofre, at han havde været i seng med 10.000 kvinder. Det kom frem i retssalen torsdag, skriver The Guardian.

Foto: PAUL CURRIE
Vis mere

Den 28-årige franskmand pralede med det høje antal over for den selvsamme kvinde, efter angiveligt at have voldtaget hende i sit soveværelse. Han havde forinden konfiskeret hendes telefon, lød det i Chester Crown Court torsdag.

Kvinden gik til politiet for at anklage fodboldspilleren for voldtægt og fortalte, at hun troede, hun var blevet låst inde i rummet, efter Mendy sagde til hende, at hun ikke kunne komme ud og lovede at give hende telefon tilbage, hvis hun smed al tøjet.

Hun beskrev, at hun forinden fulgte fodboldspilleren ovenpå og ind i et soveværelse, som han låste op ved hjælp af sit fingeraftryk på en touchskærm, mens hun gentagne gange bad om sin telefon tilbage.

Hun sagde, at hun gjorde det klart, at hun ikke var interesseret i ham. »Jeg vil ikke have sex med dig. Jeg vil gerne væk,« sagde hun i retten torsdag, at hun havde fortalt til Benjamin Mendy inden den angivelige voldtægt.

Politiets undersøgelser viser, at Mendys soveværelse havde låse på, som kun kunne åbnes af nogen, der vidste, hvordan de skulle gøre det.

Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

Anklagerne mod den tidligere franske landsholdsspiller strækker sig fra oktober 2018 til august sidste år.

Venstrebacken blev i 2017 hentet til Manchester City fra Monaco for over 450 millioner, og han har spillet 74 kampe i den lyseblå City-trøje.

Benjamin Mendy afviser stadig alle anklagerne mod ham. Retssagen fortsætter fredag.