Lyt til artiklen

Den Superliga-profil, der blandt andet er sigtet for voldtægt, må forblive varetægtsfængslet.

En dommer ved Københavns Byret tirsdag besluttede ellers tirsdag eftermiddag, at spilleren kunne løslades. Men da anklageren valgte at kære afgørelsen til Landsretten, må Superligaspilleren forblive bag tremmer.

Spilleren -  der er fortsat navneforbud i sagen - var med via et videolink fra Vestre Fængsel. Han var iklædt en sort bluse, og lyseblå jeans. Manden, der for nylig var topspiller i den danske liga, måtte vente på sin forsvarer, Tenna Dabelsteen, der var forsinket.

Under ventetiden tog han sig flere gange til hovedet og gned sig i øjnene. Da forsvareren mødte op, bad anklageren om, at dørene blev lukket, da sagen skulle gennemgås, hvilket dommeren valgte at følge, på trods af B.T. og den fremmødte presses protester.

Inden dørlukningen nåede anklageren at tilføje, at sagen, som omfatter tre forhold, er færdigefterforsket nu.

Fodboldspilleren, der inden dagens afgørelse havde siddet fængslet i 24 dage, nægter sig skyldig i alle anklager. Ifølge sigtelsen foregik den påståede voldtægt på Hotel Imperial i København tilbage i april. Der skulle være tale om andet seksuelt forhold end samleje.

Offeret skulle ifølge sigtelsen være blevet tvunget til at give fodboldspilleren oralsex, på trods af at offeret forsøgte at sige stop flere gange samt gøre modstand.

De to sager om blufærdighedskrænkelse skulle angiveligt have fundet sted i juli og august – her er der tale om to forskellige kvinder. I begge tilfælde var der tale om uønskede kys.