Voldtægtsanklaget VM-spiller melder sig klar mod England
Thomas Partey var ikke med for Ghana i første VM-kamp, da han blev nægtet indrejse i Canada.

Thomas Partey var ikke med for Ghana i første VM-kamp, da han blev nægtet indrejse i Canada.

Ghanas midtbanespiller Thomas Partey er klar til at løbe på banen for den afrikanske nation, når holdet tirsdag møder England ved VM i fodbold.
Det siger den tidligere Arsenal-spiller på et pressemøde.
- Der sker ting uden for fodbolden, som man ikke kan kontrollere, men jeg har det fint nu, og jeg er klar til at spille, siger Thomas Partey.
Thomas Partey var ikke med, da Ghana slog Panama i holdets første VM-kamp i gruppe L.
Han var blevet nægtet visum til Canada, hvor kampen blev spillet, da han står over for anklager om voldtægt i Storbritannien.
Ghana havde sendt en formel anklage til Canadas regering og forsøgt at få omstødt afgørelsen, men sagen blev afvist.
Tirsdagens kamp mellem England og Ghana bliver derimod spillet i USA, som sammen med Canada og Mexico afholder VM-slutrunden.
Thomas Partey blev sidste sommer tiltalt for fem voldtægter og et tilfælde af seksuelt overgreb i Storbritannien. Siden er han blevet tiltalt for yderligere to voldtægter.
Han er ikke dømt i sagen, og han nægter sig skyldig i anklagerne fra de i alt fire forskellige kvinder.
Thomas Partey ser frem til at spille mod velkendte modstandere fra sin tid i London, herunder de engelske landsholdsspillere Declan Rice og Bukayo Saka.
- Jeg er virkelig glad for at se dem igen. Jeg håber, at de kommer med deres bedste, og at vi også får mulighed for at spille mod de bedste, konkurrere og nyde kampen, siger Partey.
Det engelske fodboldforbund har oplyst, at de engelske spillere ikke vil besvare spørgsmål om Partey.
England og Ghana har begge tre point i gruppe L, mens Panama og Kroatien har nul point.
/ritzau/Reuters