Fodbold vækker følelser. Det kender de fleste nok.
Men for en fodboldfan kammede det over efter kampen mellem Nottingham Forest og Sheffield United tirsdag aften.
Førstnævnte sikrede sejren og en plads i playoff til Premier League, hvilket medførte en massiv baneinvasion. Og her var der en fan, der styrede direkte mod Sheffield United-spilleren Billy Sharp.
Fodboldspilleren havde ikke en chance, da manden kom løbende fra siden og sendte ham brutalt i gulvet ved at nikke ham en skalle. Situationen kan ses i toppen af artiklen her.
Episoden rystede både Billy Sharp men også hans holdkammerater og Sheffield Uniteds manager Paul Heckingbottom.
Og på et pressemøde efter kampen tog han skarp afstand fra det, der skete med Sharp – en spiller, der har en fortid hos Nottingham Forest, som han blev udlånt til tilbage i 2012.
»En af vores spillere blev overfaldet. Han er rystet, han bløder og er vred. Bill passede bare sig selv, han forsøgte at få vores spillere væk fra banen. Han blev ramt fra en blind vinkel, det er så kujonagtigt. Han blev slået i gulvet og måtte syes,« fortale Paul Heckingbottom efterfølgende om Sharp.
Politiet har siden anholdt en 31-årig mand, som de mistænker for at stå bag, og hos Nottingham Forest er man klar til at give den ultimative konsekvens, nemlig karantæne resten af livet.
»Nottingham Forest er rystede over at høre, at vores tidligere spiller Billy Sharp blev overfaldet, da han forlod banen. Klubben vil sammen med myndighederne hjælpe med at finde personen, der skal stå til ansvar for sine handlinger, og han får også livsvarig karantæne hos Nottingham Forest,« lyder det fra klubben.
Nottingham Forest vandt tirsdagens kamp med 3-2 efter straffesparkskonkurrence.
De møder Huddersfield på Wembley søndag den 29. maj til den endelige dyst om en plads i den bedste engelske fodboldrække.