Det gik bestemt ikke stille for sig onsdag aften, da Marseille var på besøg hos Tottenham.

Her var der ballade på det franske fan-afsnit efter kampen, som det engelske mandskab vandt med 2-0.

Marseilles fans forsøgte først at rive et regnbueflag ned. Herefter begyndte de at fyre kasteskyts af mod de engelske fans – flasker, røgbomber, og ifølge The Sun blev der også skudt med raketter.

Det blev så voldsomt, at politiet måtte rykke ind, fordi de mange fans endte i karambolage med flere stewarder på stadion, ligesom de forsøgte at komme ind på de engelske fan-afsnit.

Det gik ikke stille for sig på Marseille-afsnittet, hvor flere fans endte i slåskamp med stewards fra stadion.
Det gik ikke stille for sig på Marseille-afsnittet, hvor flere fans endte i slåskamp med stewards fra stadion. Foto: DAVID KLEIN
Vis mere

'Grimme scener på Tottenhams stadion. Det startede med, at Marseilles fans skød et par raketter mod Spurs' fans, inden det eskalerede med en slåskamp med stewarder. Politiet er kommet for at få ro på,' skriver en bruger, der har delt en video fra stadion.

Også journalisten Declan McCarthy har delt et klip fra situationen.

'Grimme scener på Tottenhams stadion. Slåskampe og raketter, der bliver skudt af fra de besøgende fans. Marseilles ultras hiver Tottenhams prideflag ned. Klamt at se på,' skriver han om opførselen fra de medrejsende tilskuere.

Både The Sun og The Times skriver, at man forventer, at UEFA går ind i sagen, og at det kan medføre bødestraf til begge mandskaber.