Der skulle have stået to af verdens bedste klubhold på grønsværen på 'Drømmenes Teater'. I stedet var den fyldt med romerlys, røgbomber og rasende Manchester United-fans.

Der var egentlig bare lagt op til en fredelig protest mod den udskældte Glazer-familie, der ejer den engelske storklub, men det udviklede sig til en ulovlig indtrængen på Old Trafford samt voldelige sammenstød med politiet.

Men hvordan kunne det gå så galt på et stadion, som normalt er spækket med sikkerhed og vilde forholdsregler? B.T. tager dig igennem den dramatiske og historiske dag i Manchester.

Det hele begyndte klokken 14 dansk tid. Her samledes en flok Manchester United-fans foran Old Trafford, mens en anden gruppe troppede op foran The Lowry Hotel. Her befandt Manchester United-truppen sig inden opgøret mod Liverpool tre og en halv time senere i Premier League.

Det lykkedes fansene at bryde ind på Old Trafford.
Det lykkedes fansene at bryde ind på Old Trafford. Foto: CARL RECINE
Vis mere

Vreden over Glazer-familien og det udskældte Super League-format boblede i fansene, som med skilte og slagord viste utilfredsheden. Men endnu havde intet udviklet sig voldeligt. Politiet forsøgte at forklare fansene, at deres massive protester – især foran spillerhotellet – betød, at spillerne ikke kunne komme til stadion.

Det budskab fik kun flere fans til at storme til. Utilfredsheden skulle ud. De højtråbende, men fredelige, protester udviklede sig. Pludselig blev der kastet med flasker efter politiet, og enkelte bøller ville slås med ordensmagten.

Klokken 15.30 eskalerede situationen og kom ud af kontrol, da det massive opbud af fans kom forbi sikkerhedsvagterne og trængte ind på Old Trafford. Her løb de ind på banen, tog hjørneflag, satte sig på målene og ødelagde kameraudstyr samt stole. Nogle få fans var nået helt ned i omklædningsrummene.

Lokale medier skriver, at det var ganske almindelige United-hængere i begyndelsen af demonstrationen, mens det var hooligans, der tog over, da Old Trafford blev indtaget, og tingene udviklede sig.

Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

Så sort-hvidt er det næppe – mange helt almindelige fans befandt sig pludselig på stadion. Revet med af følelserne – og af den vrede folkemængde. De fleste brugte den overraskende adgang til stadion til at forevige momentet. Kravle op på målene og vise deres medbragte bannere. Andre overskred grænsen og begik hærværk, kastede med genstande mod politi og personale og begyndte at slås med vagter og politi.

Men hvordan kom de ind på det normalt sikre stadion? Dagen derpå er der delte meninger i britisk presse. Nogle mener, de overmandede sikkerhedspersonalet, mens andre tilkendegiver, at vagterne lukkede dem ind med vilje.

Men nu fik ordensmagten i Manchester nok. Politiet greb ind omkring klokken 16, mens det legendariske stadion blev lukket ned. Det krævede vold for at genskabe orden blandt de hardcore fans. Men det førte til en ny eskalering.

United-fansene responderede ved at kaste med flasker og smide røgbomber mod politiet. Det medførte, at to betjente måtte køres på hospitalet med skader. Trods de voldsomme sammenstød offentliggjorde Manchester United og Liverpool deres startopstilling klokken 16.30, som om kampen ville blive fløjtet op en time senere.

Ordensmagten måtte bruge vold for at genskabe orden.
Ordensmagten måtte bruge vold for at genskabe orden. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Det blev den ikke. Fansenes besøg på Old Trafford medførte flere brud på corona- og sikkerhedsprotokollerne, og flere engelske medier forklarede, at det ville tage flere timer at gøre stadionet klar til, at spillerne kunne ankomme. Derfor befandt Manchester United-spillerne sig stadig på The Lowry Hotel klokken 17.

Omkring klokken 18 havde politiet fået ryddet områderne omkring Old Trafford, men det var sent i forhold til at afvikle kampen. En lille time senere kom meldingen fra Premier League – kampen ville ikke blive gennemført søndag. En ny dato samt tidspunkt er endnu ikke fundet.

De to Manchester United-legender Gary Neville og Roy Keane mener, at Glazer-familien selv er ude om, at fansenes protester tog overhånd søndag eftermiddag. Det fortæller de til Sky Sports.

»Det her er en klar konsekvens af Manchester United-ejernes handling for to uger siden. Der er en klar mistillid og modvilje mod ejerne, men fansene protesterede ikke for en måned siden,« lød det fra Gary Neville, inden Roy Keane fortsatte:

Tilhængerne er rasende på Glazer-familien, der ejer Manchester United.
Tilhængerne er rasende på Glazer-familien, der ejer Manchester United. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

»De gør det, fordi de elsker klubben, og det er ikke, hvad der er sket de sidste par uger med Super League. Jeg tror, ​​det har været undervejs i en række år nu, frustrationen, og de har tænkt, at 'nok er nok'.«

Manchester Evening News og flere andre lokale medier skriver, at United-spillerne forsøgte at forlade hotellet for at tale med de vrede fans, men af sikkerhedsmæssige årsager måtte de ikke forlade The Lowry Hotel før ved 19-tiden.

Rundtomkring i England spekuleres der på, om der kommer et konkret efterspil for Manchester United. Kunne de eksempelvis blive taberdømt? Det regner medierne ikke med, men ingenting er bekræftet på nuværende tidspunkt.

Tilhængerne mener, at Glazer-familien tænker mere på penge end på Manchester United. Og det blev tydeligt igen for nogle uger siden, da de støttede op om det omdiskuterede Super Leage-projekt. Efterfølgende har de udsendt et åbent brev, hvor de siger undskyld, men det virker fansene til at være ligeglade med.

Foto: CARL RECINE
Vis mere

Episoden har trukket gigantiske overskrifter i britisk presse, men selv om fansene brød loven og bekæmpede politiet, ligger sympatien fra mange sider hos de fodboldfans, som satte foden ned overfor Glazer-familien.

Premier League har ligeledes vist forståelse for fansenes følelser, men fordømmer selvfølgelig enhver form for vold.