Det gik voldsomt for sig på lægterne, da FC København og Brøndby IF mødtes i Parken den 7. august.

Blandt andet gik en mindre gruppe Brøndby-fans amok på endetribunen, hvor flere sæder blev hevet af og kastet mod banen og sikkerhedsvagter – og nu melder Københavns Politi ud, at man har rejst tre sigtelser mod tre nye personer i forbindelse med det opgør.

En af de tre sigtede er en blot 19-årig mand, der er sigtet for flere lovovertrædelser på Parkens grund.

»Han er sigtet for groft hærværk ved at have ødelagt flere sæder i Parken, for at være i besiddelse af en ulovlig kniv og for grov vold mod flere af Parkens ansatte,« skriver politiet på Twitter.

Derudover har politiet sigtet to Brøndby-fans for et voldeligt overfald på to FCK-fans på Svanemøllen Station efter opgøret, der endte 4-1 til FC København.

»Vi har sigtet to tilhængere af Brøndby IF for vold begået mod to tilhængere af FC København,« lyder det fra Københavns Politi, som meddeler, at de sigtede er 32 og 41 år gamle.

Opgøret den 7. august var omgærdet af masser af uro før, under og efter kampen.

Efterfølgende særligt på grund af flere episoder, hvor FCK-fans blev frarøvet deres trøjer.

Først var det en 25-årig Brøndby-fan, som blev varetægtsfængslet for at have tiltvunget sig to FCK-trøjer og et halstørklæde i et S-tog, og efterfølgende så en lignende sag dagens lys, da tre andre unge mænd blev anholdt, mistænkt for at røve fodboldtrøjer og -shorts fra to FCK-fans inden opgøret den 7. august.

Nu har efterforskningen så ført til endnu flere sigtelser.