Storslalomløbet for kvinder ved World Cup i østrigske Semmering er blevet aflyst efter voldsomt vejr.

Det var en kraftig vind, der gjorde det umuligt at gennemføre anden omgang.

Porte og reklameskilte blev taget af den voldsomme vind, hvilket også tvang skiliftene i ro.

»Vi var ved at blæse væk selv nede i målområdet. Reklameskilte fløj væk, det var lidt dramatisk,« siger Sveriges fysiske træner, Peter Öberg, til flere svenske medier.

Det internationale skiforbund (FIS) bekræfter, at den voldsomme vind har tvunget forbundet til aflysning af storslalomløbet.

Billederne fra Semmering viser da også, at vinden nåede at gøre en del skade inden aflysningen. Lokalmediet OE24 kalder aflysningen for 'orkankaos'.

FLORIAN SCHROETTER
FLORIAN SCHROETTER

Der var også problemer i italienske Bormio. Her nåede mændenes super G-løb aldrig at komme i gang mandag, da et kraftigt snevejr gjorde det svært at færdes på Stelviopasset. Det er blevet rykket til tirsdag.

Det er endnu uklart, hvornår og hvorvidt kvindernes storslalomløb kan nå at blive afviklet efter de kraftige vinde i Semmering.