Den tyske danskerklub Wolfsburg er i massiv krise.
Holdet, der har Jonas Wind, Joakim Mæhle, Christian Eriksen, Jesper Lindstrøm, Adam Daghim i truppen, ligger til nedrykning i Bundesligaen.
Og i den forgangne uge kostede det den danske sportsdirektør Peter 'PC' Christiansen jobbet sammen med cheftræner Daniel Bauer.
Torsdag blev det så den danske fysiske træner Christian Clarups tur til at blive vist døren i den tyske klub.
Den rutinerede ræv Dieter Hecking, der har fået cheftrænerjobbet, sender en kæmpe bredside i retningen af danskeren.
Han kalder Clarup 'en forstyrrende faktor'.
»Christian har meget bagage fra fortiden. Det kan man på en eller anden måde mærke i arbejdsgangene,« siger Hecking ifølge Bild og fortsætter:
»Vi har også haft en eller to diskussioner i de sidste tre dage. Måske er han også kommet på kant med folk her og der.«
For Hecking var der ingen tvivl om at sige farvel til danskeren.
»I sidste ende må jeg sige, at det var en forstyrrende faktor. Eller sagt på en anden måde: Vi er nødt til at skubbe en masse negativt til side for ikke at give spillerne og medarbejderne en undskyldning, som kunne hæmme deres præstationer.«
»Personligt er jeg ked af det på hans vegne. Jeg tror faktisk, at han er en stædig type, men også én der tænker professionelt og resultatorienteret.«
»Han har en klar mening og er måske nogle gange gået lidt for langt,« siger han om Clarup.
Clarup har tidligere arbejdet for Sparta Prag, det danske landshold samt FC Midtjylland.
Wolfsburg og Hecking møder lørdag Hoffenheim i et opgør, der skal vindes for at holde liv i håbet om overlevelse.
Hecking var også træner for Wolfsburg fra 2012 til 2016.
Dengang kom han blandt andet på kant med Nicklas Bendtner i angriberens tid i klubben.

