Han er manden bag forfølgelse og drab på kritiske journalister, en militær kampagne i Yemen, og så blev antallet af årlige henrettelser i Saudi-Arabien næsten fordoblet, efter han kom til magten. 

Nu har han købt verdens største sportsbegivenhed til sit land.

Saudi-Arabien har med al sandsynlighed sikret sig værtskabet for verdensmesterskaberne i fodbold i 2034.

VM-værtskabet har ifølge The Guardian længe været en del af en ny brandingstrategi i landet udført af den kolossale Saudi Arabiske investeringsfond 'Public Investment Fund'.

Kronprinsen og premierministeren i landet, Mohammed bin Salman, er formand i bestyrelsen, og han anerkender, at sportswashing er en del af strategien. 

Den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, og FIFAs præsident, Gianni Infantino er flere gange blevet set sammen til store arrangementer. 
Den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, og FIFAs præsident, Gianni Infantino er flere gange blevet set sammen til store arrangementer.  Saudi Press Agency/Reuters/Ritzau Scanpix

»Jeg er ligeglad. Jeg har én procent vækst i BNP fra sport, og jeg sigter efter yderligere 1,5 procent. Kald det, hvad du vil,« sagde Mohammed bin Salman i et interview med mediet, CNBC.

38-årige Mohammed bin Salman blev født som kong Salman bin Abdulaziz' syvende barn, og alligevel har han formået at kæmpe sig forrest i rækken og blive tronarving i Saudi-Arabien. 

For fem år siden blev Mohammed bin Salman fordømt af USA, efter han godkendte mordet på den saudisk fødte journalist for The Washington Post, Jamal Khashoggi, i 2018, fordi han var kritisk overfor styret. 

Han har derudover været med til at indføre en militær kampagne i Yemen, som har fået katastrofale konsekvenser for civilbefolkningen.

Ligeledes bliver kronprinsen sammen med flere af de øvrige topembedsfolk i landet anklaget af 'Reporters without Borders' for omfattende og systematisk forfølgelse af journalisterne i landet.

Mohammed bin Salman har sidenhen 'købt' sig tilbage i varmen hos amerikanerne, hvor han blandt andet har fået besøg af Joe Biden i Saudi-Arabien.

Joe Biden mødte meget kritik, efter han blev fanget i et fist bump med Mohammed bin Salman. 
Joe Biden mødte meget kritik, efter han blev fanget i et fist bump med Mohammed bin Salman.  Bandar Algaloud/Reuters/Ritzau Scanpix

Saudi-Arabien ser ud til at sikre sig VM-værtskabet helt uden modstand, efter både Indonesien og Australien undlod at byde ind. 

Australien meddelte tirsdag, at de ikke kan hamle op med oliestatens ressourcer.

'Public Investment Fund' er nemlig ikke, som investeringsfonde er flest, og på deres egen hjemmeside vurderes de til at være gode for mere end 5000 milliarder danske kroner. 

Og pengene har fået ben at gå på. 

Gigantiske turistprojekter og boligbyggerier i landet – og ikke mindst enorme investeringer i sportsprojekter. 

The Guardian afslørede tidligere i juli i år, at Saudi-Arabien på daværende tidspunkt havde brugt 42 milliarder danske kroner på sportswashing-projekter siden starten af 2021.

Projekterne skal blandt andet forbedre et brutalt ry og rygte af landet.

Cristiano Ronaldo spiller for Al-Nassr i Saudi-Arabien, der er ejet af Public Investment Fund. Han bliver betalt omkring 1,3 milliarder kroner om året.
Cristiano Ronaldo spiller for Al-Nassr i Saudi-Arabien, der er ejet af Public Investment Fund. Han bliver betalt omkring 1,3 milliarder kroner om året. Fayez Nureldine/AFP/Ritzau Scanpix

I løbet af seneste 2,5 år har saudiske Public Investment Fund købt den engelske fodboldklub Newcastle United, købt fire Saudi Arabiske fodboldklubber og dertilhørende verdensstjerner som Cristiano Ronaldo, Karim Benzema og Sadio Mané.

Ørkenstaten spændte også de økonomiske muskler som aldrig før, da man slagtede sparegrisen i sommer. Den saudiske liga brugte nemlig et rekordbeløb – godt nok overgået af den engelske Premier League – og brugte i omegnen af 6,7 milliarder kroner på spillerkøb.

De har derudover smidt masser af penge i golf, Formel-1 og e-sport.