Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har spærret Perus Paolo Guerrero fra at spille fodbold i 14 måneder.

Det meddeler CAS på sin hjemmeside.

Han kommer dermed ikke med til VM i Rusland, hvor Peru blandt andre skal møde Danmark.

Den tidligere Bayern München- og HSV-spiller var ellers med i Perus trup til VM, der blev udtaget tidligere mandag.

I oktober sidste år blev Paolo Guerrero testet positiv for brug af kokain i forbindelse med en VM-kvalifikationskamp mod Argentina.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) suspenderede i første omgang den 34-årige angriber i et år. I en appelsag lykkedes det Guerrero at få halveret straffen, så den for nylig udløb.

Sagen endte hos CAS gennem to appelsager. Dels ønskede Guerrero at blive renset helt, da han mente, at kokainen var havnet i hans krop gennem en kop te, han havde drukket.

Dels havde Det Internationale Antidopingagentur (Wada) appelleret sagen, da man ønskede at få skærpet straffen til mellem et til to års karantæne, hvilket altså endte med at blive tilfældet.

Guerrero blev afhørt af CAS 3. maj.

Han spiller for den brasilianske klub Flamengo og har scoret 32 gange for Peru.

Til slutrunden i Rusland er Peru en af Danmarks tre gruppemodstandere. Danmark møder desuden Australien og Frankrig.

/ritzau/