FC Midtjylland bliver forvist fra sin normale hjemmebane, MCH Arena, i en periode i begyndelsen af den nye sæson.

Det skriver Jyllands-Posten.

Fra 5. til 15. august er græstæppet overhældt med sand, og 900 heste rykker ind på arenaen i Herning, hvor VM i ridning løber af stablen.

Efter afslutningen af ridestævnet venter desuden nogle dage med genopbygning af græstæppet.

FC Midtjyllands fans kan komme til at stå på fremmed tribune til hjemmekampe, mens VM i ridning løber af stablen på MCH Arena. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
FC Midtjyllands fans kan komme til at stå på fremmed tribune til hjemmekampe, mens VM i ridning løber af stablen på MCH Arena. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

I den periode, hvor der ikke kan spilles fodbold på MCH Arena, skal FC Midtjylland spille flere Superliga-kampe, mens kalenderen også kan indeholde kvalifikationskampe til europæiske turneringer.

Midtjyderne har været klar over situationen længe, fortæller kommunikationschef Mads Hviid Jakobsen.

Midtjyderne håber, at Divisionsforeningen kan overtales til at lægge kampprogrammet, så FC Midtjylland spiller så få hjemmekampe som muligt i perioden.

- Der er dog nogle kampregulativer, der bestemmer, hvor mange udebanekampe man kan spille i streg. Derfor er det nok mest sandsynligt, at minimum en hjemmekamp i Superligaen vil blive påvirket, siger han.

FC Midtjylland er i øjeblikket ved at lukke en aftale, som betyder, at holdet kan spille på et andet stadion. Klubben vil dog ikke afsløre, hvor man planlægger at spille. Blue Water Arena i Esbjerg er dog udelukket, lyder det.