Danmark måtte se sig slået af et tamt tjekkisk hold, og missede dermed VM-slutrunden, som nu er ved at nå sin afslutning. 

Men danskerne er også blevet ramt af VM-feberen.

Det mener i hvert fald Gitte Desideriussen, der er indehaver af værtshuset Lumskebuksen på Østerbro.

»Der var helt fyldt op til kampen mod Norge. Der var så mange mennesker,« fortæller hun til B.T. og fortsætter:

»Det er ligegyldigt, at Danmark ikke er med. Det er stadig en folkefest med fed stemning og god energi.« 

Lumskebuksen har storskærm ude foran værtshuset, hvor gæsterne både kan sidde på stole og på græsset i området, og her var der altså helt fyldt. Gitte Desideriussen forventer, at der også bliver helt proppet ved de to semifinaler.

Og hvis man vil være sikker på ikke at skulle nøjes med græsset, så skal man altså komme i god tid, fortæller værtshusejeren. 

»Når folk spørger, så siger jeg: 'Kom et par timer før, hvis du vil have en siddeplads',« fortæller ejeren af Lumskebuksen. 

Der bliver proppet gange to 
Det er ikke kun Lumskebuksen, der oplever stor interesse for VM-kampene. 

Ejer af baren Café Runddelen på Nørrebro i København, Kjeld Hansen, fortæller til B.T., at der til kampen mellem Norge og England lørdag var fuldstændig proppet, og at det kun bliver vildere de sidste to kampe i turneringen.

»Der bliver proppet gange to til de næste kampe. Jeg tror, det bliver vildt,« fortæller han til B.T.

På Café Runddelen var der både proppet indenfor og udenfor, hvor baren kan gøre brug af Nørrebros Runddel til storskærmsarrangementer. Her stod de fleste som sild i en tønde.

Der var ikke mange, der nåede at få en siddeplads til kampen på Café Runddelen.  Foto: Privatfoto

Tirsdag spillede Spanien sig videre mod Frankrig og sikrede sig en plads i VM-finalen. 

Onsdag skal der findes en vinder af det drabelige opgør mellem England og Argentina.