Både målmand Thomas Sørensen og angriber Nicklas Bendtner træner med i Helsingør

To af Danmarks største profiler døjer med skader forud for VM, men onsdag var der godt nyt fra landsholdslejren i Helsingør. Både målmand Thomas Sørensen og Nicklas Bendtner var på græs onsdag formiddag. Målmanden, der døjer med sin albue, der for nylig gik af led, lavede øvelser sammen med de øvrige målmænd. Landsholdets læge Søren Kaalund var optimistisk. - Thomas træner stille og roligt med i målmandstræningen, og han kan allerede både kaste og gribe, sagde lægen. Også Nicklas Bendtner var på græs. Bendtner døjer med lyskeproblemer, men onsdag var han i aktion og trænede øvelser med holdets kiropraktor. Meldingen fra lejren er, at Bendtner lige nu kan sparke lige og løbe lige uden problemer. Det kniber mere med indersidespark, men det går den rigtige vej. Der passes på stjernen, som udover let træning får en del bløddelsbehandling. Selv udstikker Bendter en garanti for, at han er klar til Danmark første VM-kamp mod Holland. - Jeg er helt på toppen. Min lyske skal lige i orden, men jeg lover, at jeg bliver klar til Holland, siger Nicklas Bendtner.