Selvom Danmark ikke er med, så er VM stadig dansk - sådan da. Her kan du læse om VM-deltagere med en stærk dansk forbindelse.

1. oktober 2020 stod knægten fra Vesterbro i et vildt dilemma.

For under en måned siden havde han spillet i rødt og hvidt mod Tyskland med det danske U20-landshold, men nu kaldte det andet land, der stod hans hjerte nær.

Hans daværende klub Brøndby oplyste til Tipsbladet, at Anis Ben Slimane var gået i tænkeboks om, hvorvidt han ville tage imod tilbuddet fra Tunesien. 

Det gav en lille uges hovedbrud, men den dengang 19-årige midtbanekomet endte med at takke ja.

Slimane kom op mod Danmark under VM i 2022, men i 2026 må han spejde langt efter danskerne.
Slimane kom op mod Danmark under VM i 2022, men i 2026 må han spejde langt efter danskerne. Jewel Samad/AFP/Ritzau Scanpix

Familien i Tunesien havde et stærkt ønske om at se ham tørne ud for deres landshold, og kærligheden blev gengældt.

Få dage senere scorede han i sin debut for u-landsholdet i Tunesien og fløj op til A-holdet, der endte til VM i 2022, hvor de blandt andet spændte ben for Danmark - med Slimane på banen i over en time.

Nu er den tidligere danske mester klar til VM igen - nærmest sensationelt - efter et års fravær på landsholdet.

Norwich-spilleren har dog spillet fuld tid og en time i de seneste to landskampe og kan se frem til at møde nationer som Sverige, Japan og Holland, når VM går i gang.