Pierre-Emile Højbjerg skal have besøg. Det er landstræner Åge Hareide, der trods masser af spilletid hos Southampton de seneste måneder ikke har valgt at kigge Højbjergs vej det seneste halvandet år.

Det har landstræneren selv forklaret med ønsket om at holde fast i de spillere, der har hjulpet Danmark til sommerens VM i Rusland, men efter testkampene mod Panama og Chile er en dør åbnet på klem. For i april vil Åge Hareide tage på tur rundt og møde de oversete spillere, og turen går også til Southampton.

»Han spiller jo nu, og jeg kan forstå på Åge Hareide, at han har sagt, at han har Højbjerg med i overvejelserne. Pierre håber helt sikkert på at blive en del af den danske VM-trup. Det har han sagt. Han vil utroligt gerne spille for sit land og komme med til VM. Det er jo en stor ting,« siger Søren Lerby, der er Pierre-Emile Højbjergs agent.

LÆS OGSÅ Stjernens kæreste står frem: Har fået dødstrusler på grund af forholdet

Der er to nåleøjer, som Pierre-Emile Højbjerg - og også Kasper Dolberg og Daniel Wass - skal have øje på. Den 14. maj skal Åge Hareide indsende sin bruttotrup på 35 spillere til FIFA, og senest 4. juni skal der så være sat navn på de endelige 23 spillere, som kommer med Danmark til Rusland.

»Han har været med i de fleste af de seneste 20 kampe for Southampton, og det er rigtig flot. Det er et fokus, som han holder 100 procent. Og så vil Åge (Hareide, red.) komme over og tage en snak med ham i april. Det er kun positivt,« siger Søren Lerby.

Hvad synes du om, at han ikke har fået chancen på landshodlet, når han spiller så meget i Premier League?

»Landstræneren sætter jo sit hold. Hvis han spiller i Southampton, har han jo en god chance for at være med. Men det må tiden jo vise.«

Hvad, tror du, er årsagen til, at Højbjerg bliver holdt ude af landsholdet lige nu?

»Det ved jeg ikke. Og det gider jeg ikke svare på. Det kan jeg af gode grunde ikke sige noget om. Det kan kun være landstræneren, der giver svar på det,« siger Søren Lerby.

Mens Åge Hareide og landstrænerteamet ikke har kigget Pierre-Emile Højbjergs vej i et godt stykke tid, har den del ændret sig i Southampton, hvor den 22-årige midtbanespiller er gået fra helt ude i kulden til en fast del af de spillere, som foretrækkes på Southamptons midtbane. I den seneste kamp inden landskampspausen scorede Pierre-Emile Højbjerg i FA Cup-kvartfinalen mod Wigan.

»Han har virkelig kæmpet for at komme ind på holdet. Det er flot. Jeg kan godt mærke, at han er glad for at have kæmpet sig vej ind på holdet. Som sportsmand er det en god fornemmelse, og så handler det bare om, at man skal blive ved. Og det gør han jo også,« siger Søren Lerby.

Hvis Åge Hareide skulle være i tvivl om, hvorvidt Pierre-Emile Højbjerg har niveau til landsholdet og VM, skal han bare spørge agenten. Eller måske nogle andre. Men Lerby er i hvert fald fuld af roser til sin egen klient.

»De er totalt begejstrede i Southampton. Han er en del af det hold, der skal spille FA Cup-semifinale, og som får nogle rigtige knald eller fald-kampe. Det er jo finaler, de skal spille. Og der er han en stor del af det, og de er meget begejstrede for ham,« lyder det fra Pierre-Emile Højbjergs agent.