VM-værten Qatar har fået meget kritik for sin tilgang til menneskerettigheder og lovgivning for homoseksuelle op til slutrunden, der begynder i næste uge.

Nu er VM-ambassadøren Khalid Salman, der selv har spillet for Qatars landshold, kommet i søgelyset.

I et interview med tyske ZDF giver han sin mening til kende om homoseksualitet, der er forbudt i Qatar.

- De (udenlandske gæster, red.) skal respektere vores regler, lyder det fra Salman.

- Jeg er ikke en striks muslim, men hvorfor det er haram (forbudt ifølge islam, red.)? Fordi det er en skade i sindet, siger han, før interviewet bliver afbrudt af en official.

Interviewet bliver vist på tysk tv tirsdag.

Arrangørerne af VM har gentagne gange understreget, at alle er velkomne i Qatar. Ørkenstaten forventer mere end en million besøgende under slutrunden, der skydes i gang med kampen mellem Qatar og Ecuador.

Fifa har ikke kommenteret Khalid Salmans udtalelser.

/ritzau/Reuters