Den tidligere Real Madrid- og Bayern-stjerne Ze Roberto imponerer med en usædvanligt veltrænet krop.

For i en alder af 45 år har den tidligere landsholdsspiller ikke slækket på fysikken.

Snarere omvendt.

Ze Roberto fremstår nemlig mere skråret og muskuløs end nogensinde før.

Det fremgår af billeder af brasilianeren på de sociale medier, hvor folk er gået i selvsving over fodboldstjernen, som stoppede sin aktive karriere i 2017 – 43 år gammel.

Det kommer dog ikke helt uventet, at Ze Roberto holder sig i form. Således udtalte han ifølge avisen Marca i 2016, at han levede et sundt liv uden diverse fristelser.

»Jeg har ingen laster. Jeg drikker ikke alkohol, jeg ryger ikke, jeg spiser sundt, og jeg sover godt.«

»Jeg tror, ​​det er vigtige faktorer for at nå den alder, jeg nåede (som spiller, red.) og spiller på højt niveau,« forklarede Ze Roberto.