Vi har set det før. Og mere end én gang. I AaB vil de ikke snakke guld. Nu sker det igen.
»Det bedste, vi nordjyder ved, er vin ad libitum og transferfrie spillere.« De legendariske ord stammer fra AaBs hedengangne sportsdirektør, Lynge Jakobsen.
Men en uudtømmelig flaske Chateau Latour og en gratis mand til truppen er ikke det eneste, de elsker ’nordenfjords’. Også rollen som underhund tiltrækker nordjyderne som var det 10 shots til 100 kroner en torsdag aften i Jomfru Ane Gade.
Det har vi set før. Da AaB i 2008 vandt mesterskabet, nægtede Lynge Jakobsen at tage ordet ’guld’ i sin mund, før han havde det om halsen, og det samme var tilfældet med Kent Nielsen, der i 2014 også gik et helt forår uden for alvor at kalde en ’guldspade for en guldspade’.
Nu kan det ske igen. Og det er allerede i gang. Mandag aften åbnede AaB foråret med et point og 1-1 i Herning mod titelkonkurrenterne fra FC Midtjylland, og nordjyderne kom dermed ud af halvsæsonens første nøglekamp med skindet på næsen. Med bare tre point op til FC København på Superligaens førsteplads, ligner de bolsjestribede mere end nogensinde før førsteudfordreren til guldet, og det bringer spørgsmålet op igen:
Bliver det et klassisk AaB-forår, hvor vi får at vide, at I ikke går efter guldet, indtil i står med det om halsen?
»Når du nu spørger sådan, kunne man håbe og drømme om det. Men ja, det gør det. Nu får vores trup lov til at vise, hvor stærk, den er. Vi kan ikke smidelandsholdsspillere ind i stedet for Rasmus Würtz, der nu er i karantæne. Det bliver unges spillere, der nu skal ind og spille. Måske endda deres første Superliga-kamp. Der har vi slet ikke den rutine, som FC Midtjylland og FC København har,« siger AaB-træner Lars Søndergaard til BT.
Så det bliver nordjysk, som vi kender det?
»Ja,« lyder det ærligt fra Søndergaard.
Kampen i Herning kunne have sparket rollen som FC Københavns førsteudfordrer over i hænderne på det midtjyske hjemmehold. Men sådan skulle det ikke være. Heller ikke selv om FCM fik foræret et endog meget kontroversielt straffe, som spillerne i de røde og hvide trøjer havde meget svært ved at se fornuften i.
»For mig at se, er det fuldstændig vanvittigt, at han dømmer et straffespark på den dér. Som jeg ser det, starter den uden for feltet, og det er et indlæg, der bliver slået langt over begge spillere, som ingen af dem er i nærheden af at nå. Jeg mener, det er sjældent, at sådan nogle bliver dømt,« siger AaB-kaptajn Rasmus Würtz, om kendelsen fra Mads Kristoffer-Kristoffersens hånd, som Jakob Poulsen efterfølgende udnyttede til midtjysk føring.
Superliga-topscorer Lukas Spalvis fik bragt balance i regnskabet, og efter udligningen formåede hjemmeholdet ikke at slå igen. Medst af alt fordi holdets store individualister, Pione Sisto og Paul Onuachu, på ingen måde fungerede som i de to Europa League-opgør mod Manchester United.
»De funkler ikke. Det er jeg enig i, de ikke gør. Jeg har også større forventninger til dem. Men nu har vi om noget skruet dem helt i vejret i forhold til de kampe, der lige har været« siger FC Midtjyllands cheftræner, Jess Thorup, om de to uortodokse profiler, som scorede alle tre Ulve-mål i kampene mod den engelske storklub.
»Vi har jo store forventninger. Når nogen har scoret mod [Manchester] United, tror vi, de kan gøre det med legende lethed mod AaB. Og når de pludselig bliver tacklet, er det pludselig en kæmpe skuffelse for alle på stadion. Men jeg tror, vi skal passe på med at vægte de her United-kampe alt for højt, men lige komme ned på jorden igen og sige: ”Nu kæmper vi mod 11 andre hold i Superligaen om point.” Det tror jeg, vi alle sammen gør klogt i,« fortsætter Thorup.
Mens AaBs nøgle til guldet er holdets kollektiv, er FC Midtjyllands chance bundet op på individualister som netop Sisto og Onuachu. De to fejlede mandag. Gør de det igen på torsdag, hvor førerholdet FC København besøger Herning, kan de forsvarende mestre meget vel være ude af guldkampen inden foråret er en uge gammelt.
Det vil i givet fald gøre guldet til et endnu større samtaleemne i relation til AaB. Nogle steder. Men ikke i det nordjyske. Det er lidt typisk, er det ikke?
