Qatar skal være vært for VM i fodbold til næste år, men kritikken hagler alligevel ned over landet – og har gjort det længe efterhånden.
Det skyldes blandt andet, at over 6.500 arbejdere er døde under arbejdet til den store begivenhed. Det afslørede The Guardian i sidste måned.
Derfor ønskede Michael S. Lund at lave nogle interviews med et par arbejdere, fordi flere nationer har protesteret mod Qatar som værtsland i de seneste uger. Han er korrespondent i Mellemøsten for DR.
Men han er blevet nægtet adgang til landet. Årsagen er coronarestriktioner, men den køber Michael S. Lund ikke.

Han siger nemlig, at det også var svært at få adgang til arbejdslejrene, inden den frygtede virus kom til verden, mens flere tv-hold er blevet arresteret i Qatar, fordi de har forsøgt at tale med arbejderne - ligeledes før coronavirussen.
Det fortalte Michael S. Lund tidligere på ugen i DR-programmet 'Horisont'.
Han fortælle ligeledes om Pansari Kami fra Nepal, der mistede sin 41-årige mand. Han var en del af bygningsarbejdet, da han døde uventet. Myndighederne har ikke oplyst hende om dødsårsagen.
I stedet fik Pansari Kami 50.000 kroner som erstatning, så hun kan brødføde deres tre børn.
Myndighederne i Qatar ønskede heller ikke at stille op til et interview, der kunne bringes i tirsdagens program.
Landet skal fungere som værtsnation til næste år fra 21. november til 18. december.



