Paris Saint-Germain vil have mange millioner for Neymar. Milliarder er nok mere rigtigt at sige.

Men de vil være villige til at gå ned i pris, hvis de kan få noget guf den anden vej.

Ifølge The Independent skulle PSG have fundet den mand, de gerne vil have inkluderet i en Neymar-handel – Paul Pogba.

Mediet beretter via flere centrale kilder, at PSG har været i kontakt med Manchester United om en byttehandel lige over – Pogba for Neymar.

Neymar er i øjeblikket skadet og dermed kun med som besøgende hos det brasilianske landshold ved Copa America.
Neymar er i øjeblikket skadet og dermed kun med som besøgende hos det brasilianske landshold ved Copa America. Foto: LUCAS FIGUEIREDO
Vis mere

Det falder i god tråd med, at Neymar ifølge L'Equipe skulle være blevet sat til salg.

Og da den franske klubs præsident, Nasser Al-Khelaifi, i juni udtalte, at han var træt af kendisopførsel i klubben og var klar til at sælge ud af spillere, der ikke ønskede at arbejde hårdt, virkede det ret møntet på Neymar.

Men Manchester Uniteds vicebestyrelsesformand, Ed Woodward, der står for at tage en stor del af beslutningerne i Manchester United, skulle have takket pænt nej til tilbuddet.

The Independent skriver, at der er to årsager til det:

  • Manchester United har ganske enkelt ikke råd til den enorme løncheck, Neymar kræver. Brasilianeren tjener angiveligt mere end dobbelt så meget i PSG, som Alexis Sanchex gør, og han er den bedst lønnede i Manchester United.
  • Ed Woodward vil rent faktisk ikke af med Paul Pogba, hvis han kan komme af sted med det. Heller ikke selvom Pogba har givet udtryk for, at han er klar på nye udfordringer.

Paul Pogba har offentligt fortalt, at han er klar på nye udofrdringer.
Paul Pogba har offentligt fortalt, at han er klar på nye udofrdringer. Foto: ANDREW YATES
Vis mere

Paris Saint-Germain betalte omkring 1,65 milliarder kroner for Neymar i 2017, da de hentede ham i FC Barcelona.

Selvom klubben er indstillet på en fremtid uden Neymar, så har man ikke i sinde at lade ham forsvinde for enhver pris.

Faktisk skulle prisen for Neymar ifølge Le Parisien være lige præcis 300 millioner euro, hvilket svarer til 2,2 millarder kroner.

Så er spørgsmålet altså, om PSG kan tjene små 600 millioner kroner på en spiller, der har været en del skadet gennem de sidste to år, og som har trukket flere overskrifter for sin personlighed end sine evner på banen.