Vildt prischok til VM: Billetter sælges videre for astronomisk beløb
Videresalgspriserne til VM-finalen i fodbold er eksploderet på FIFAs officielle, uregulerede videresalgsplatform.

Videresalgspriserne til VM-finalen i fodbold er eksploderet på FIFAs officielle, uregulerede videresalgsplatform.

Hvis man har planer om at skulle rejse hele turen over Atlanten for at opleve verdens største sportsbegivenhed, så kan langt de fleste normale mennesker godt tro om igen.
I hvert fald hvis ikke man vil i banken og tage et stort millionlån.
CNN har nemlig været på FIFA Marketplace, hvor billetter til den forestående VM-slutrunde i fodbold kan sælges og købes.
Mediet har fundet flere billetter til VM-finalen, der spilles på MetLife Stadium i New Jersey, som sælges videre for astronomiske beløb på videresalgsplatformen.
For eksempel sælges fire sammenhængende billetter bag det ene mål til finalen til en samlet pris på over svimlende ni millioner dollars – eller 57 millioner kroner.
Andre billetter til finalen kan dog også findes til mere 'rimelige' priser mellem 102.000 og 152.000 danske kroner.
Mediet beskriver, hvordan der ingen regulering er på prissætningen på FIFAs officielle platform. Den eneste regel, platformen har, er, at FIFA selv tager 15 procent af videresalgsprisen fra både køber og sælger.
»FIFA’s videresalgsplatform tilbyder et sikkert, gennemsigtigt og pålideligt miljø, hvor fans kan sælge eller overdrage billetter til andre fans,« siger en talsperson for FIFA til CNN Sports.
»De gældende gebyrer for videresalg er i overensstemmelse med branchestandarder inden for sports- og underholdningssektoren i Nordamerika,« fortsætter vedkommende.