Først holdt de møde med FC Barcelona. Nu er Erling Haalands far samt agenten Mino Raiola så taget videre til Madrid.

Det skriver den anerkendte journalist Fabrizio Romano i et opslag på Twitter.

'Bekræftet. Mino Raiola er i Madrid lige nu efter at have forladt Barcelona i et privatfly. Erling Haalands far er også med. Efter at have mødt Barcelonas præsident, vil Raiola også tale med Real Madrid om en aftale,' skriver han.

Dermed kan der i den grad være lagt op til tovtrækkeri om den unge stjerne mellem nogle af de største fodboldklubber.

Tidligere torsdag blev Mino Raiola og Erling Haalands far fanget på en video, hvor man kunne se dem komme ud af lufthavnen i Barcelona. Det skrev de spanske aviser Sport og Mundo Deportivo.

Den brandvarme norske Dortmund-angriber bliver på daglig basis rygtet til en ny storklub, og ifølge aviserne blev Haaland-lejren således modtaget af en af Barcelona-præsidenter, Joan Laportas, nærmeste medarbejdere, hvorefter de satte kursen mod Camp Nou.

Siden er turen så gået til Madrid, og ifølge Fabrizio Romano er dette langt fra det sidste, vi har hørt til kapløbet om Haalands underskrift.

'Mino Raiola skal mødes med Real Madrid efter at have besøgt Barcelona, og planen for Haaland er klar: tal med top 5 af de interesserede klubber, deres projekter, tilbud og så afgøres fremtiden. Det bliver et langt kapløb. Dortmund: vil ikke acceptere mindre end 150 millioner euro for et salg til sommer,' skriver journalisten.

Flere sportsjournalister har i dagens anledning slået fast, at der ikke er tale om en aprilsnar. Blandt andre norske Petter Veland, der dækker La Liga intensivt.

»Det kan være en meget avanceret aprilsnar, hvor Alfie Haaland har betalt for en tur til Barcelona, men jeg tror, at det er den ægte vare. Det betyder ikke, at de (Barcelona, red.) er de første i køen, men det betyder, at de er med,« sagde han tidligere på dagen til Dagbladet.

Den 20-årige superstjerne er blandt de absolut varmeste navne på transfermarkedet – og med god grund. Nordmanden har således banket kasser ind på samlebånd.

I denne sæson er det blevet til 21 mål i 21 kampe i Bundesligaen, mens han i Champions League står noteret for imponerende ti mål i blot seks kampe.

Erling Haalands kontrakt med Borussia Dortmund løber frem til sommeren 2024.