Der var drama helt til det sidste, da Silkeborg IF spillede sig videre i pokalturneringen.

Kent Nielsens mandskab var ellers bagud med to mål efter blot 23 minutters spil. Begge gange var det Anders Holvad, der fandt vej til netmaskerne for FC Fredericia.

Først var det efter en fejl fra Silkeborg-keeperen, og efterfølgende var det ved hjælp af et chip. Kort tid før pausen reducerede Filip Lesniak for Silkeborg, og da der var spillet en times tid slog Ronnie Schwartz så til.

'Plaffeministeren' bragte balance i regnskabet med en udligning til 2-2 på en ripost, og det var så stillingen længe. Faktisk indtil det 90. minut, hvor FC Fredericia kom foran endnu engang.

Jonas Dal og Fredericia var blot få sekunder fra at spille sig videre i årets pokalturnering, men det ændrede en scoring i de døende sekunder af kampens ordinære spilletid på.
Jonas Dal og Fredericia var blot få sekunder fra at spille sig videre i årets pokalturnering, men det ændrede en scoring i de døende sekunder af kampens ordinære spilletid på. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Nicolai Ritter sendte bolden i mål, og det lignede unægteligt, at Kent Nielsens tropper ville blive ekspederet ud af årets pokalturnering. Men dramaet var bestemt ikke slut.

Dybt inde i overtiden udlignede Andreas Heimer, da han fik sendt bolden i det lange hjørne, og i stedet for at gå i bad, skulle spillerne ud i forlænget spilletid. Og den endte Silkeborg med at vinde.

Igen var det Ronnie Schwartz, der var på pletten. Den varme angriber dukkede op kørt før pausen af den forlængede spilletid og chippede bolden i mål. 4-3 til Silkeborg, og der blev ikke scoret yderligere.

Dermed er Silkeborg IF det første hold, der er klar til denne sæsons kvartfinaler i Sydbank Pokalen. En sejr, der nok i den grad luner hos Silkeborg, der indtil videre har spillet 12 runder af årets Superliga uden at vinde.