Det bliver fuldstændig modbydeligt.

Og der er næppe nogen, der er i tvivl om, at der venter nogle helt vilde scener tirsdag aften.

For her brager Danmark sammen med Skotland i den sidste VM-kvalifikationskamp på ikoniske Hampden Park i Glasgow. Og det kan kun blive en unik kulisse.

Over 50.000 tilskuere – størstedelen skotter – kommer nemlig til at gå helt amok ude på lægterne.

Derfor var det da også primært dét syn, som de mange fremmødte journalister spurgte Skotlands træner, Steve Clark, ind til på mandagens pressemøde i Glasgow.

Og her kom han da også med en lille advarsel til de danske stjerner.

Der bliver propfyldt på ikoniske Hampden Park.
Der bliver propfyldt på ikoniske Hampden Park. FOTO: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

For bliver kulissen så vild, som alle forventer, så kan det blive et decideret mareridt for Danmark.

»Fansene bliver altafgørende. Vi har brug for dem. Virkelig. For hvis vi står sammen, så kan vi skabe en stor aften for vores land,« fortalte Steve Clark, som efterfølgende blev bakket op af hjemmeholdets største stjerne Andrew Robertson.

»Stå bag drengene. Lav en masse larm. Find jeres pladser tidligt. Og skab en utrolig atmosfære, for så...« lød det selvsikkert fra Liverpool-spilleren.

På trods af den vilde kulisse har den skotske lejr dog ingen forventninger om, at Brian Riemers mandskab stadig vil være påvirket af lørdagens enorme nedtur i Parken.

Skotlands træner, Steve Clark.
Skotlands træner, Steve Clark. FOTO: Fred Palmer/Focus Images/Sipa/Ritzau Scanpix

»Jeg forventer, at de har fået hovederne op, fordi de har også stadig muligheden for at vinde puljen. Det er deres mulighed for at råde bod på det. Vi vil gøre alt for at gøre det svært for danskerne,« afsluttede han.

Danmark og Skotland spiller tirsdag aften for en direkte billet til VM-slutrunden næste år.

Hjemmeholdet skal bruge alle tre point, hvis det skal blive til en førsteplads i puljen.

Danmark kan nøjes med uafgjort.

Du kan naturligvis følge hele dramaet tirsdag aften live på bt.dk fra klokken 20.45.

B.T. Fodbold

Panelet kigger frem mod den altafgørende VM-kvalifikationskamp i Skotland, hvor Danmark efter Belarus-fadæsen er tvunget til point. En dommerteori søsættes, start-11'eren sættes, playoff-scenarier drøftes - og meget mere. Vært: Lasse Vøge Medvært: Jonas Ryefelt Producer: Teis Thornberg Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen