Vilde scener før VM: Stjerner undersøgt med narkohunde og metaldetektorer
Virale videoer af Senegal og Usbekistans landshold, der bliver udsat for ekstrem kontrol florerer på de sociale medier.

Virale videoer af Senegal og Usbekistans landshold, der bliver udsat for ekstrem kontrol florerer på de sociale medier.

Indrejsen til USA har indtil videre været alt andet end en dans på roser for de mange deltagende nationer til det kommende VM.
Visum- og indrejseproblemerne har i det hele taget hobet sig op forud for slutrunden, og senest blev en somalisk dommer nægtet indrejse.
Men selv hvis man formår at få godkendt sine papirer og krydse Atlanten, stopper problemerne tilsyneladende ikke der.
Det oplevede landsholdspillerne fra både Senegal og Usbekistan på egen krop.
Det senegalesiske landshold, der skal spille sin første VM-kamp den 16. juni i New York, var således knap nok trådt ud af flyet, før et sandt kaos indfandt sig.
Den afrikanske stormagt råder over verdensstjerner som Sadio Mané og Nicolas Jackson, der sammen med resten af holdet blev tilbageholdt direkte på lufthavnens landingsbane i San Antonio. (Se videoen herunder).
I stedet for at blive sluset roligt igennem terminalen, måtte spillerne pænt stille sig op på række på den varme asfalt. Her blev de mødt af en ekstremt grundig gennemgang af deres personlige tasker samt en fuld kropsvisitering for åbne tæpper.
Seancen er blevet filmet, og videoen har i den grad sat sindene i kog på de sociale medier, hvor den er blevet set over 140.000 gange. En rystet bruger har blandt andet delt klippet med den kontante tekst:
’Dette er ikke "sikkerhed". Dette er racistisk arrogance fra værtsnationen, som belærer verden om retfærdighed, mens de behandler afrikanske spillere som andenrangsmennesker.’
Noget lignende udspillede sig, da Usbekistans fodboldlandshold var på vej til en venskabskamp mod Holland på Icahn Stadium i New York.
Da dørene til spillernes bus åbnede, stod et hav af kampklædte sikkerhedsfolk klar. Spillere og trænere lignede et stort spørgsmålstegn, da de prompte blev bedt om at tømme samtlige lommer på asfalten.
Ifølge mediet Firstpost stoppede det dog ikke her. Usbekerne blev efterfølgende kropsvisiteret og undersøgt minutiøst med både narkohunde og metaldetektorer under åben himmel.
Også den video er gået fuldstændig viralt med svimlende 872.000 visninger. Det har for alvor sat gang i en hidsig debat på de sociale medier, hvor vrede brugere efterspørger, om modstanderne fra Holland mon blev udsat for nøjagtig samme ydmygende behandling ved ankomsten.
Om dette ekstreme niveau af sikkerhed fortsætter over for de resterende VM-lande, må tiden vise.
Usbekistan sparker deres turnering i gang mod Colombia torsdag den 18. juni i Mexico City.