Der kan vente en vild sommer for en stor flok af dansk fodbolds største navne. Mange af dem går et par måneder i møde, hvor en kæmpemæssig milliontransfer meget vel kan stå for døren.

Nogle har brilleret i så høj grad, at et stort salg til en finere adresse næsten virker som en uundgåelighed. Andre skal afsted i jagten på mere spilletid eller en højere hylde.

Men hvor store salg venter egentlig? Hvor skal profilerne hen? Og hvor stor er sandsynligheden for, at Holger Danske skal køre de forskellige danske fodboldstjerners flyttelæs rundt i Europa?

B.T. har talt med diverse kilder med indsigt i netop dette og har samlet info fra diverse internationale medier. Her følger derfor de 10 dyreste danske spillere, der meget vel kan stå foran et storsalg hen over sommermånederne.

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

10. Andreas Skov Olsen, FC Nordsjælland

Destination mm.: Skov Olsen har blot et enkelt år tilbage af sin kontrakt i FC Nordsjælland. Blandt andet derfor er det en anelse svært at forudse, hvad sommeren kommer til at byde på. At Skov Olsen er skoldhed i større europæiske klubber er hævet over enhver tvivl og især subtopklubber i de store ligaer synes at have kastet kærligheden på FCN-topscoreren.

Anslået salgspris: 40-75 millioner kroner

Sandsynlighed for transfer:

Foto: SERGEY DOLZHENKO
Vis mere


9. Nicolai Jørgensen, Feyenoord

Destination mm.: Jørgensen har haft en voldsomt skuffende sæson i Holland. Hans værdi er derfor faldet betragteligt, men alligevel er det nu, han skal afsted. Jørgensen vil gerne sydpå til Italien eller Spanien, og hvis prisen er lav nok, kan han også ende dernede. Premier League, hvor Jørgensen tidligere har været varm, ligner lukket land. Men der kan være åbnet for en mellemklub i Sydeuropa.

Anslået salgspris: 50-75 millioner kroner

Sandsynlighed for transfer:

Foto: ANDREW YATES
Vis mere

8.Mathias Zanka Jørgensen, Huddersfield

Destination mm.: Zanka har været fremragende på landsholdet, men i Huddersfield har tilværelsen været langt mere blandet. Efter Huddersfields nedrykning skal han nu videre. Men hvorhen? En ny Premier League-klub kan være en mulighed, og det samme kan klubber i andre store ligaer. Og så er der Schalke, hvor hans gamle Huddersfield-chef David Wagner netop er blevet præsenteret...

Anslået salgspris: 50-100 millioner kroner

Sandsynlighed for transfer:

Foto: BENJAMIN CREMEL
Vis mere

7.Simon Kjær, Sevilla

Destination mm.: Den blonde forsvarskriger er havnet i en kattepine i Sevilla, hvor klubbens nye cheftræner ikke har den store fidus til danskeren. Simon Kjær har et godt navn i Serie A, og han er selv enormt begejstret for Italien. Så støvlelandet vil være en oplagt destination for landsholdskaptajnen. AC Milan har været nævnt i italienske medier. Men Sevilla har ikke været specielt imponerende i Kjærs fravær, og spørgsmålet er, om der ikke kommer en ny træner til inden længe. Det kan vende danskerens lykke.

Anslået salgspris: 80-100 millioner kroner

Sandsynlighed for transfer:

Foto: Henning Bagger
Vis mere

6.Robert Skov, FC København

Destination mm.: Ståle Solbakken har for længst erkendt, at det bliver mere end svært at holde topscoreren i hovedstaden. Men de danske mestre vil tage sig godt betalt. Det betyder, at kun klubber fra Premier League og de store klubber i Bundesligaen, Ligue 1, Serie A og La Liga kan være med – sammen med Ajax Amsterdams Champions League-semifinalister og de allerstørste klubber i Portugal. Skov vil dog gerne blive i FCK. En spændende transfersaga venter!

Anslået salgspris: 75-110 millioner kroner

Sandsynlighed for transfer:

Foto: STRINGER
Vis mere

5.Joakim Mæhle, Genk

Destination mm.: Joakim Mæhle har længe været brandvarm, og Premier League-klubben Southampton bød stort på ham i vinter. Men Genk var ikke klar til at slippe den nordjyske back. Siden er interessen kun vokset, og B.T. hører, at nogle af de allerstørste klubber i Tyskland, Italien og Spanien har set sig lune på U21-landsholdsspilleren. Genk håber dog, at de med udsigten til Champions League-fodbold kan lokke Mæhle til at blive endnu en sæson.

Anslået salgspris: 90-120 millioner kroner

Sandsynlighed for transfer:

Foto: Andrew Yates
Vis mere

4.Philip Billing, Huddersfield

Destination mm.: Philip Billing har ingen planer om at skulle med Huddersfield ned i den næstbedste engelske række, og derfor har han også været ude i kulden, siden nedrykningen blev en realitet. Billing har ambitioner om en dag at spille i én af Premier Leagues top 4-klubber. I første omgang ligner det et skridt op til en midterklub. Watford er blevet nævnt som en mulighed. Og hvis klubben sælger midtbaneprofilen Abdoulaye Doucoure, kunne Billing være en oplagt afløser.

Anslået salgspris: 75-125 millioner kroner

Sandsynlighed for transfer:

Foto: STANLEY GONTHA
Vis mere

3. Kasper Dolberg, Ajax Amsterdam

Destination mm.: Trods Ajax’ succes har Dolberg haft en sæson noget under middel. Han er røget af holdet, og selv om Ajax siger, de gerne vil beholde silkeborgenseren, tyder noget på, at hollænderne vil lytte, hvis der tikker et bud ind. Det er ikke længere Europas storklubber, der jagter den mutte angriber, men B.T. hører om interesse fra subtopklubber i Spanien og Tyskland.

Anslået salgspris: 125-175 millioner kroner

Sandsynlighed for transfer:

Foto: SIMONE ARVEDA
Vis mere

2. Joachim Andersen, Sampdoria

Destination mm.: Det går lidt under radaren, men Joachim Andersen er lige nu et af dansk fodbolds absolut varmeste navne. Den herhjemme ret ukendte midterforsvarer har brændt banen af for Sampdoria, og det har tændt op under klubber som Tottenham, Manchester United, Paris Saint-Germain, Inter og Juventus. Andersens lejr har blandt andet holdt møder med Inter og Tottenham, så der lurer en voldsomt interessant sommer for det 22-årige stortalent.

Anslået salgspris: 200-300 millioner kroner

Sandsynlighed for transfer:

Foto: DYLAN MARTINEZ
Vis mere

1. Christian Eriksen, Tottenham

Destination mm.: Med et år tilbage af sin kontrakt hos Tottenhams Champions League-finalister er det nu eller aldrig, hvis Eriksen skal skydes afsted for et kæmpebeløb. En forlængelse med London-klubben er bestemt endnu ikke udelukket, men Zinedine Zidane og Real Madrid lokker med den store løncheck og titlen som spiller i verdens største fodboldklub. Skifter han, bliver han sommerens altoverskyggende danske transfer.

Anslået salgspris: 600-800 millioner kroner

Sandsynlighed for transfer: