5,5 millioner.

Så mange briter havde søndag tunet tv'et ind på Sky Sports, der ved 19-tiden lokal tid sendte Everton-Liverpool – de to holds første kamp efter coronapausen.

Og de 5,5 millioner er ganske enkelt rekord i Storbritannien. Det skriver Daily Mail.

Aldrig har der været så mange seere til en enkelt Premier League-kamp, og det beskriver meget godt den trang til fodbold, der har hobet sig op efter mere end to måneders ligapause.

Everton-fanen 'Speedo' Mick skreg en vis legemsdel ud af bukserne under Everton-Liverpool.
Everton-fanen 'Speedo' Mick skreg en vis legemsdel ud af bukserne under Everton-Liverpool. Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

Kampen har desuden ikke blot overhalet den tidligere rekordindehaver – den har smadret den tidligere rekord.

Den stod Manchester City-Manchester United i sæsonen 2011/12, hvor Manchester City vandt 1-0. Den kamp havde 4,3 millioner senere.

Everton-Liverpool viser godt, hvor mange Liverpool-fans, der var interesserede i at se kampen, der selvfølgelig også var spået til at blive et hektisk lokalderby, der dog endte lidt som en 0-0-fuser.

En ikke ophidsende nullert blev det til for Everton og Liverpool.
En ikke ophidsende nullert blev det til for Everton og Liverpool. Foto: JON SUPER
Vis mere

Men også mindre kampe har været interessante for briterne, hvor eksempelvis kampen mellem Bournemouth og Crystal Palace lørdag klokken 19.45 lokal tid trak 3,9 millioner seere.

Herhjemme har seertallene også set ganske fine ud. Til kampen mellem Brøndby og AGF på TV3+ den 14. juni var der 209.000 seere ifølge Gallup, mens der til FC Nordsjælland-FC København på Canal 9 var 83.000 seere.

Til sammenligning var der 8. marts – før coronapausen – 147.000 seere til FC Nordsjælland-Brøndby på TV3+ og 51.000 seere til FC Købehavn-Horsens på Canal 9.