I sommer var han assistenttræner i FC København. Nu skal han stå i spidsen for Premier League-klubben Southampton.

Ruben Selles gør i sandhed kometkarriere i øjeblikket.

Southampton har annonceret, at klubben har fyret manager Nathan Jones, og ansvaret for at lede holdet i næste kamp mod Chelsea bliver den tidligere assistenttræner i FC København og AGF.

Ruben Selles er kun 39 år og stiftede første gang bekendtskab med dansk fodbold i 2018, da han blev tilknyttet AGF som assistenttræner for David Nielsen.

I 2020 tog han tilbage til sit hjemland og var en kort overgang træner for U18 i Valencia.

For kun et halvt år senere bankede FC København på døren efter fyringen af Ståle Solbakken, og Ruben Selles blev en af to assistenttrænere for daværende cheftræner Jess Thorup.

Den anden var Jacob Neestrup, der nu er cheftræner i mesterklubben.

Nu har Ruben Selles fået samme rolle, i hvert fald for en kort stund, hos Premier Leagues bundprop, der i ledelsen har Rasmus Ankersen som frontfigur.