Opførelsen af det, der skal blive verdens største fodboldstadion, er sat i gang.

Og der skal være plads til intet mindre end 135.000 tilskuere.

Det sker i det sydlige Hanoi i Vietnam, hvor byggeriet af Trống Đồng Stadium skal stå færdigt i august 2028, oplyser Stadium Database

Stadionets størrelse betyder, at det vil overgå Narendra Modi Stadium i Indien, der med en makskapacitet på 132.000 siddepladser lige nu er det største.

Designet tager afsæt i de historiske bronzetrommer fra Đông Sơn-kulturen. Med Lạc-fuglemotiver indarbejdet i facaden er ambitionen at skabe et markant og let genkendeligt symbol for Hanoi.

Trống Đồng Stadium bliver det største stadion i verden, hvor der kan spilles professionel fodbold, og kan derfor gøre Vietnam mere internationalt attraktiv for store turneringer.

Her ses nogle af planerne for Olympic Sports City. 
Her ses nogle af planerne for Olympic Sports City.  Foto: Trống Đồng Stadium

Projektet er allerede blevet godkendt af organisationer som FIFA, Asian Football Confederation og Olympic Council of Asia, og planen er, at stadionet skal være med til at gøre Vietnam til kandidat for at afholde VM i fodbold, asiatiske mesterskaber og OL.

Stadionet skal samtidig også bruges til andre sportsgrene, da det kan gøres multifunktionelt.

Det er ikke kun stadionet, der er under opførelse – også arealet omkring det skal udvikles til et stort sportskompleks - Olympic Sports City - der skal gøre byen yderligere OL-egnet. Det samlede projekt har i øjeblikket en anslået værdi på 38 milliarder dollar.

Og det kommer til at være en størrelse af 9000 hektar hektar – samme størrelse som Københavns Kommune – med plads til 750.000 indbyggere.

Det er den private udvikler Vingroup, der står bag investeringen.