Rory Curtis har en historie, som virker fuldstændig uvirkelig.

En karriere som fodboldspiller, en periode i koma og en tilbagevenden til virkeligheden, hvor han var overbevist om, at han var et barn og en populær Hollywood-stjerne. Og nå ja. Med en hukommelse, der kun rakte 15 minutter tilbage. Historien fortæller han til BBC.

Det hele starter i august 2012, hvor det gik galt.

Altså, rigtig galt.

Rory Curtis foran hospitalet (yderst til højre).
Rory Curtis foran hospitalet (yderst til højre). Foto: Billede Twitter/RorsCurtis
Vis mere

Den dengang 22-årige Rory Curtis kørte galt på en mortorvej på en regnfuld dag. Den semiprofessionelle fodboldspiller ramte en lastbil, hvilket forårsagede et voldsomt sammenstød mellem seks biler. Han var den eneste, der blev alvorligt såret.

Det tog brandmyndighederne 40 minutter at redde Rory Curtis' korpus ud af det smadrede køretøj, hvorefter han blev ført til Queen Elizabeh Hospitalet i Birmingham. Her blev han lagt i kunstig koma på grund af de hårde skader, hvilket varede seks dage. Så blev han fragtet videre til Mosely Hall Hospitalet.

Da det tidligere Manchester United-angrebstalent vågnede, anede han intet om, hvor han var, eller hvordan han var endt der. Der skete dog også noget ganske kuriøst. Rory Curtis var pludselig begyndt at tale flydende fransk, og det gjorde han så godt, at en fransktalende sygeplejerske spurgte hans familie om, hvor i Frankrig de var fra.

Men faktum var, at Rory Curtis aldrig havde kunnet andet end skolefransk.

»Da min far hørte det, lavede han lidt research. Det viser sig, at Curtis-familien stammer fra Normandiet, men det var i 1800-tallet. Kigger man på YouTube og søger på mit navn, findes der mange konspirationsteorier, der mener, at hjernen kan holde på viden i løbet af flere generationer. Det er vildt,« siger Rory Curtis til BBC.

Fodboldtalentet vågnede også op med blandt andet en brækket albue, en knust hofte og interne hjerneblødninger. Men han troede også, at han var 10 år gammel, da han vågnede og spurgte ind til familiens hund, der egentlig var død årevis i forvejen.

Det lykkedes ham gradvist at udlede, at han egentlig var ældre end 10 år gammel. Og han havde også en periode, hvor han var overbevist om, at han var Hollywood-skuespilleren Matthew McConaughey.

I november 2012 blev han udskrevet fra hospitalet. Da sad han i kørestol og havde så kort en hukommelse, at han måtte skrive ting ned i sin dagbog for ikke at gøre dem to gange. Eksempelvis at have været i bad eller have fået frokost.

Rory Curtis.
Rory Curtis. Foto: Billede Twitter/RorsCurtis
Vis mere

På det tidspunkt regnede lægerne med en lang og måske kun en delvis genoptræning. Det var usandsynligt, at han ville kunne gå eller udtrykke sig normalt igen.

Godt et år senere, i 2013-2014-sæsonen, gjorde han sit comeback på en fodboldbane på semiprofessionelt niveau. Det var med Stouport.

Bedriften var stor, men alligevel var førsteberøringen eller farten ikke, hvad de har været. Derfor besluttede han at droppe karrieren som fodboldspiller.

I dag har han fulgt familiens fodspor og har åbnet en barbersalon i byen Worcester.