Det er nok de færreste, der har fundet deres livs kærlighed klokken 4 om natten på natklubben Zen.

Men det er ikke umuligt, selvom oddsene kan lade til at være gevaldigt mod én.

Alligevel lykkedes det den tidligere FCK-angriber Nicolai Jørgensen at score sin nuværende hustru, Theresa Kofoed, på den tidligere natklub, og faktisk fulgte der en noget pudsig og sjov historie med.

Det fortæller han i bold.dks podcast FART PÅ. Du kan se det sjove klip i bunden af artiklen.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Nicolai Jørgensen spurgte hende hele tre gange, om hun ville danse, før han fandt på alternative metoder til at få den »pivarrogante« kvinde med på dansegulvet.

»Jeg løfter hende bare op på skuldrene, og så bærer jeg hende hele vejen ned til dansegulvet. Og så tænker jeg, at hun enten griner, når jeg sætter hende ned, eller også får jeg en flad,« fortæller han i studiet.

Heldigvis for Nicolai Jørgensen flækkede Theresa Kofoed af grin, og parret fandt senere sammen.

I dag har de sønnen Vincent sammen, men vejen til tilstandene i dag har dog ikke været helt uden besvær.

For da det gik op for den daværende FCK-angriber, at hans kæreste også arbejdede i Parken, måtte der tages en snak med cheftræner Ståle Solbakken.

Parret blev nemlig stukket af en anden ansat i Danmarks nationale stadion.

»Jeg hev Ståle til møde, hvor jeg håbede på, at han ville fikse det her. Så gik han op på kontoret og sagde, at vi var sammen, og sådan var det bare,« fortæller Nicolai Jørgensen, der blev lettet over løsningen.

Men det viste sig, at han var den sidste i spillertruppen, der fik lov til den slags.

»Ugen efter fik vi alle en kontrakt stukket i hånden, hvor der stod, at man fra og med i dag ikke måtte længere.«

Der var han heldig.